Lyt til artiklen

Tv-værten Claus Elgaard forlader TV2 Østjylland og bliver selvstændig.

Østjyske tv-seere har jævnligt haft Claus Elgaard inde i stuen det seneste par år. Det er slut nu. Formentlig.

Den 47-årige journalist skifter job. Han bytter TV2 Østjylland ud med et eventfirma, som han har købt sig ind i.

Men på TV2 Østjylland siger nyhedschef Nick Horup, at stationen håber, at den stadig kan bruge Claus Elgaard til enkeltstående opgaver.

- Han er et naturtalent som studievært og en af de fem bedste her i landet til det job. Han er på i samme øjeblik, den røde lampe lyser, siger Nick Horup.

Tidligere ludoman


Claus Elgaard, der tidligere har været på TV2-sporten, fik yderligere landsfokus, da han i begyndelsen af dette år udgav bogen 'Med livet som indsats', hvor han blotlagde sit liv.

Han fortalte blandt andet om en opvækst i en alkoholisk familie og om, at han selv en overgang var afhængig af spil. Han var blevet ludoman. Det er han nu behandlet for og ude af.

Han sendte den udleverende bog på gaden med bankende hjerte med usikkerhed om, hvordan den ville blive modtaget, ikke mindst blandt kollegerne.

- Folk tog det helt enestående. TV2 Østjylland er den arbejdsplads, jeg har været mest glad for, og blev bekræftet i det, da bogen udkom, siger han.

Vemodigt

- Jeg havde min sidste vagt som studievært onsdag aften, og jeg havde en klump i halsen, da de to nyhedsudsendelser blev afviklet. Jeg har været enormt glad for at være på tv-stationen, ikke mindst på grund af den gode stemning og mange gode kolleger, siger Claus Elgaard, der måske dukker op på skærmen en enkelt gang i august i sin sidste vagt.

Elgaard har købt halvdelen af eventfirmaet, som er ejet af Lars Plenge, 42 år, der blandt andet tidligere har været arrangementschef i Parken i København. Han har lavet events i 15 år, og Elgaard har tidligere arbejdet for ham.

- Så jeg starter ikke på bar bund, og vi har gang i et scoop, som hedder Funrace.dk. Det handler om, at firmaer kan købe sig ind på Løvelbanen ved Viborg og køre i 12 biler. Omkring det har vi et tip-top setup, siger Elgaard.

Arbejdsglæde

De to laver også temaer for firmaer med arbejdsglæde som tema.

- Vi knytter dem sammen i oplevelser, der er i overensstemmelse med firmaets værdier, siger Claus Elgaard.

Han vil også lave medietræning fra mennesker i erhvervslivet og har kontrakt med en gruppe forsvarsadvokater.