Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen har netop landet endnu en prestigefyldt opgave i udlandet. Hun har med sin strålende karriere nok at smile over, men nu kan smilet blive lidt bredere hos den 34-årige ’Borgen’-stjerne.

Birgitte Hjort Sørensen får nemlig sin debut på Broadway i New York, hvor hun skal medvirke i stykket ’Farlige forbindelser’ sammen med de prisvindende skuespillere Janet McTeer og Liev Schreiber. Stykket kendes også under titlen ’Les Liaisons Dangereuses’

»Tilbuddet om at spille Madame de Tourvel kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt for mig. Det er en fantastisk tekst, og en vidunderlig karakter, der emotionelt tager hele turen op og ned.

Og at det så er på Broadway og sammen med nogle mennesker, jeg professionelt respekterer dybt – det er virkelig en stor, stor drøm, der her går i opfyldelse. Jeg er ovenud taknemmelig for at få denne mulighed,« skriver en glad Birgitte Hjort Sørensen til BT i en mail.

»Birgitte er en af de mest magnetiske, sanselige og intelligente skuespillere, jeg nogensinde har arbejdet med, og idéen om at introducere hende til New Yorks publikum og til Broadway er enormt spændende,« siger Josie Rourke til Broadway World.

Bliver i Danmark

Prøverne på stykket indledes i New York til september og indtil da holder Birgitte Hjort Sørensen ferie. Selvom hun har været meget ombejlet i udlandet efter succesen med ’Borgen’ med roller i blandt andet tv-serierne ’Game of Thrones’ og ’Vinyl’, så har hun ingen planer om at flytte til udlandet.

»Indtil videre har det fungeret rigtig godt for mig at være bosiddende i Danmark og rejse ud i kortere eller længere perioder for at arbejde. Jeg vil rigtig gerne fortsat både bo og arbejde i Danmark også. Vi har en rigtig spændende kultur, der hele tiden udvikler sig, både på film-, tv- og teatersiden, og det er jeg stolt af og vil meget gerne være en del af,« forklarer hun.

Birgitte Hjort Sørensen har tidligere fortalt til BT, at hun overvejede at producere og gå bag kameraet for at skabe nogle kvinderoller. Og noget tyder på, at også dét flasker sig for skuespilleren.

Bag kameraet

»Jeg har brugt nogen tid på at udvikle konceptet for en tv-serie sammen med en manuskriptforfatter. Det er meget tidligt i processen, så derfor kan jeg ikke sige så meget om selve projektet.

Men det har været både lærerigt og en stor, stor fornøjelse, så det bliver nok ikke sidste gang, jeg bevæger mig om bag kameraet på den ene eller den anden måde,« lyder det.

Efter jobbet på de skrå brædder glæder Hjort Sørensen sig til maj, hvor der er dansk premiere på filmen ’3 ting’, som hun medvirker i.

»Og så må vi se, hvad fremtiden ellers bringer,« slutter hun.