Lyt til artiklen

Point på point. Da danske NHL-spillere er i fantastisk form for tiden. Natten til lørdag dansk tid imponerede Frans Nielsen og co. igen i verdens stærkeste ishockeyliga.

Bedst gik det for stortalenten Nikolaj Ehlers, der inden Winnipeg Jets' kamp mod Minnesota Wild ellers var i en noget af en pointkrise. Efter en fantastisk start på livet som NHL-spiller, hvor flere pegede på den 19-årige dansker som en af kandidaterne til titlen som årets rookie, løb han ind i 11 kampe i træk uden point. Den stime blev endelig brudt mod Minnesota.

Nikolaj Ehlers scorede til 3-1 med få minutter tilbage af kampen og var dermed medvirkende årsag til Winnipeg Jets' blot tredje sejr i de sidste 10 kampe. Det var sæsonens femte scoring for Ehlers.

Frans Nielsen og holdkammeraterne tabte efter straffeslag.
Frans Nielsen og holdkammeraterne tabte efter straffeslag. Foto: BRUCE BENNETT
Vis mere

Frans Nielsen viste sig også frem på fornemste vis, da hans hold New York Islanders' tabte til Florida Panthers. Rutinerede Nielsen assisterede den 2-2-scoring, der tvang kampen ud i straffeslag. Her gjorde danskeren også sin pligt, da han satte New Yorks første forsøg i nettet - men det rakte desværre ikke til sejr, da holdkammeraten Brock Nelson brændte sit forsøg.

Jannik Hansen blev også noteret for en assist, da han lagde op til svenske Daniel Sedins scoring til 2-2 i Vancouver Canucks kamp mod Dallas. Det blev kampens resultat, og dermed måtte holdene også ud i straffeslag. Her var Dallas det eneste hold, der formåede at score - og dermed måtte Jannik Hansen forlade isen med et nederlag.

Lars Eller (i den hvide trøje) kom også på pointtavlen i NHL.
Lars Eller (i den hvide trøje) kom også på pointtavlen i NHL. Foto: BRUCE BENNETT
Vis mere

Lars Eller blev aftenens fjerde dansker til at komme på pointtavlen - og ligesom Jannik Hansen og Frans Nielsen var han i oplæggerens rolle. Eller stod for forarbejdet til Montreal Canadiens' 1-2-reducering i kampen mod New Jersey Devils.

Desværre for Lars Eller fik han en noget uheldig hovedrolle, da kampen skulle afgøres. Efter 2-2 i ordinær tid måtte kampen ud i straffeslag, og her brændte Eller sit forsøg. Heldigvis for danskeren var holdkammeraterne mere skarpe, og det endte derfor stadig med en sejr.

Mikkel Bødkers var sidste dansker i aktion, da Arizona Coyotes efter overtid besejrede Calgary Flames. Bødker leverede dog ingen point.