Alexander Kaptain på 12 år dømmer kampe i ishockey, og det gør ham til Danmarks absolut yngste i den sort/hvid-stribede dommertrøje.

Hvis tilskuerne på isen i Aalborg ikke allerede har lagt mærke til Danmarks yngste ishockeydommer, vil de med stor sandsynlighed snart gøre det.

For talentet som ishockeydommer er uomtvisteligt stort hos Aalborg-knægten Alexander Kaptain. For tre år siden besluttede han at prøve kræfter med dommergerningen i stedet for selv at trække i spillerudstyret og gå efter målet.

»Da jeg begyndte at interessere mig for ishockey, syntes jeg ikke, at det var særligt fedt at spille selv. Det var fedest, at man kunne få lov at bestemme, hvordan kampen skulle forløbe,« fortæller han, da BT fanger ham, kort efter han har fået fri fra skole.

»I fodbold går det ret langsomt, men i ishockey kan jeg godt lide farten. Jeg kan blandt andet lide, at man kan stå på skøjter. Der kommer lidt flere mål, og der kan komme udvisninger.«

Er det ikke lidt kedeligt, at du så ikke kan score mål og lave assister?

»Det synes jeg ærligt talt ikke. Jeg dømmer det bare i stedet for, og det kan jeg godt lide ved det,« lyder det konsekvent fra Alexander Kaptain.

Alexander Kaptain dømmer ishockeykampe fortrinsvis op til U13.
Alexander Kaptain dømmer ishockeykampe fortrinsvis op til U13. Foto: Elena Babko Willander
Vis mere

Medlemmerne af ishockeydommernes union kan kun dømme kampe fra U15 og opefter, og da dommeren ikke kan dømme højere end sin alder, kom Alexander i klemme; unionen kunne ikke tilbyde ham kampe. Men han gav ikke op, og han fik muligheden for at komme på dommerkurser og –seminarer.

Du er Danmarks yngste ishockeydommer. Hvad tænker du om det?

»Det er meget spændende. Jeg vidste godt til at starte med, at der ikke var nogen så ung som mig. jeg havde ikke regnet med, at jeg ville komme ind i unionen i den alder,« siger Alexander Kaptain, der endelig er blevet medlem af Dansk Ishockey Dommerklub.

12-årige Alexander Kaptain dømmer kampe fra U7 til U13, og det bliver også til kampe for nogle U15-hold, der spiller for sjov. Hans første tjans som ishockeydommer var i begyndelse af 2014, og siden er det blevet til i alt 45 kampe.

I begyndelsen af dommerkarrieren vidste Alexander ikke helt, hvordan han skulle positionere sig på banen, og om han turde dømme alt. Men udviklingen har været god, og til daglig træner han i helt særlige omgivelser.

»Jeg bruger ærligt talt hver dag på at træne. Jeg har en plade på mit værelse – en slags faceoff-cirkel – hvor jeg står og kaster med en puck hver dag. Og så står min lillesøster og tager pucken ved faceoff,« forklarer han passioneret.

Ind i mellem oplever den 12-årige ishockeydommer Alexander Kaptain småbataljer blandt spillerne på ungdomsholdene.
Ind i mellem oplever den 12-årige ishockeydommer Alexander Kaptain småbataljer blandt spillerne på ungdomsholdene. Foto: Elena Babko Willander
Vis mere

Men det er ikke altid nemt at være ishockeydommer som blot 12-årig.

»Mine kolleger har aldrig set en, der var så ung. Når jeg skal ud og dømme kampe, kommer jeg til omklædningsrummet. Og så kan de voksne godt sige, at ’her skal dommerne være’, hvortil jeg svarer, at jeg skam også er dommer. Det har de så aldrig oplevet,« lyder det med et smil fra Danmarks yngste dommer.

Ishockeytilskuere er ofte vidner til slåskampe og interne kampe, men på ungdomsholdene er det mindre udtalt.

»På U11 og U13 kan der godt være lidt småbataljer en gang imellem. Så går jeg ind og skiller spillerne ad, og det har jeg det fint med. Jeg er bare glad for, at jeg ikke får noget i hovedet, selv om det jo ofte følger med til arbejdet,« siger Alexander Kaptain, der også har prøvet at stå model til verbale øretæver.

»Spillerne kommer ikke med grimme ord så meget mere. De har nok forstået, at det er dumt at snakke grimt til mig.«

Allerede nu tjener Alexander Kaptain penge på sit dommerhverv, men fremtidsdrømmen er NHL og OL, og her er pengene ganske givet i en helt anden størrelsesorden.

»Der har aldrig været en dansk hoveddommer med til OL eller NHL. Jeg vil dømme så mange kampe som muligt herhjemme og forhåbentlig komme på eliteniveau på et tidspunkt i Danmark. Og så er det en fin start,« slutter Alexander Kaptain, der angiveligt allerede har høstet store roser i det lokale miljø i Aalborg.