Hun kan hurtigt få hjertebanken. Tænke, at det er grænseoverskridende. For hvilke kommentarer kan folk mon finde på at komme med?

Men for Mie Højlund er det stærke budskab det vigtigste.

Derfor er hun ikke bange for at vise sårbarhed, og landsholdsstjernen har også brugt sin stemme flere gange.

Hun har haft stress tilbage i 2016. Kæmpet med mentale udfordringer og sin motivation. Talt om tabuer, hvor andre måske holder sig tilbage.

Og nu kan hun se, hvordan flere er begyndt at gøre det samme.

Mikkel Hansen har fortalt ærligt om en stress-sygemelding, flere landsholdsstjerner har fortalt om problemer i kølvandet på offentlige vejninger, og Mie Højlund understreger, hvor vigtigt det er, at flere og flere tør råbe op om de ting, der gør ondt.

»Jeg kan tale for mig selv i forhold til mange af mine oplevelser, hvor jeg måske har troet, det var noget, jeg gik med alene og følte mig meget alene med. Så har jeg snakket om det i medierne og har fået rigtig mange beskeder fra især små piger, der har været rigtig glade for, de har fundet en, der har oplevet det samme, som de kan spejle sig i,« siger hun og fortsætter:

»Det har jeg været overrasket over hver gang, folks respons. Så betyder det bare enormt meget at en frontperson tør stille sig op om tingene.«

Mie Højlund har før fortalt åbent om at have døjet med stress.
Mie Højlund har før fortalt åbent om at have døjet med stress. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selvom det falder hende ret naturligt, er det heller ikke 'bare' at gå ud at sige noget. For det kan komme med en pris, hun også selv har betalt.

»Det er meget sårbart. Man åbner sig over for mange mennesker, og med den verden, vi lever i i dag, skal der ikke meget til, før man modtager en hel del søde og flotte beskeder med folk, der kan spejle sig i en, men også en hel del beskeder, hvor det på internettet er meget nemt at gemme sig bag en skærm og sende et eller andet afsted, hvor man ikke får lov at kigge modtageren i øjnene. Det kræver mod at turde stille sig op i medierne og snakke om et sårbart emne, som også kan give ubehagelige beskeder.«

Hun nåede ikke selv at tænke over tingene, da hun første gang fortalte om sit stressforløb tilbage i 2018.

Hun tænkte slet ikke, hun kunne få negative beskeder, og da de begyndte at tikke ind, besluttede hun sig hurtigt for at ignorere dem.

Mie Højlund under EM i Slovenien tilbage i november.
Mie Højlund under EM i Slovenien tilbage i november. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De skulle hverken have hendes tid eller energi, og på en måde var det 'meget godt', at hun var 'ung og uvidende' på det tidspunkt, siger hun med et smil.

»Man tænker: 'Det kan de da ikke finde på', men der bliver man også klogere. Nu i forbindelse med Mikkel Hansens stress-symptomer han har været åben omkring, der kan jeg se, at nogle folks reaktioner er: 'Jamen, åh nej, nu bliver det en trend', hvor det bliver fokus, frem for det bliver fokus, at en frontperson tør stille sig op og sige: 'Jeg prioriterer mig selv først', som jo er et enormt vigtigt budskab at vise udadtil. På den måde vil der altid være nogen, der finder en negativ side af tingene,« siger hun.

Alligevel vil hun alle dage opfordre til, at man stiller sig frem. For hun har selv mærket, hvordan rigtig mange har kunnet bruge hendes fortællinger.

»Man ved det nok ikke engang selv. Men der sidder altid en derude, der kan spejle sig i det,« siger landsholdsstjernen.