Jeg undrede mig, da jeg lagde røret på. 

Det er ikke mange dage siden, jeg ringede til Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen på en vagt her på B.T.

Det er en mand, der altid tager telefonen og er klar på at snakke om håndbold. Årsagen til mit opkald var en nysgerrighed om Mikkel Hansens og hans lyskenskade. Ville han stadig blive klar til slutspillet? 

Det var Jan Larsen ikke meget for at tale om. Jeg var den tiende journalist, der ringede med samme spørgsmål, fik jeg at vide. Der var intet nyt, lød det. Hvorfor ville vi skrive om det samme hele tiden? Jeg kunne godt fornemme irritationen og undrede mig. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men i dag - 2. april 2024. - er det tydeligt, hvor skoen trykkede. 

Aalborg Håndbold har indkaldt til pressemøde om Mikkel Hansens fremtid, og flere medier siger det, som jeg selv tror - til sommer er det slut efter en vanvittig håndboldkarriere. 

En bombe er måske så meget sagt, for signalerne har været der i noget tid. Efter sin stress-sygemelding, der holdt ham ude i seks måneder, talte Hansen ærligt om tankerne om karrierestop i efteråret. 

Tilbage, det kom han heldigvis, men i takt med, at hans rolle på både landsholdet og klubholdet Aalborg er blevet decimeret, har der været signaler om, at noget var på vej. Rygter om Aalborg-stop og klubskifte har kredset i håndboldmiljøet - i stedet blev det et endegyldigt stop. 

Lad os starte med slutningen. 

Skiftet hjem til Aalborg Håndbold blev ikke dét, vi troede. Eller som Aalborg og direktør Jan Larsen troede. Eller som Mikkel Hansen troede. Uanset hvad de måtte sige. 

Da det kom frem, at Hansen skiftede hjem fra Paris efter ti år, fløj jeg selv straks til Aalborg for at tale med alt og alle om nyheden. Wow! Sikke en signing. Jeg og alle andre var blæst tilbage, men wow-effekten udeblev desværre på den helt store skala. Og det må irritere direktør Jan Larsen. 

Det tager dog absolut intet fra Mikkel Hansen. Intet. I mine øjne er han den største danske håndboldspiller nogensinde. Han skriver sig ind i historiebøgerne som et unikum. Kåret til verdens bedste hele tre gange, tre gange VM-guld, et OL-guld, et EM-guld. Jeg kunne blive ved, og så er det endda ikke mange måneder siden, han holdt Danmark inde i kampen i EM-finalen mod Frankrig som 36-årig. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han er årsagen til, at en hel generation af håndboldspillere spiller med pandebånd. Han har været årsagen til vilde jubelscener i de danske stuer med mål, der har trodset al logik. Dén skudarm, dét håndled, det kan ingen matche. 

Det mest vanvittige er næsten, at vi skal huske, at fortællingen om Mikkel Hansen ikke slutter her. Kan han blive sin skade kvit, spiller han og Aalborg stadig med i Champions League, et trofæ, han mangler på sit cv, mens nordjyderne er favoritter til DM-guldet. 

Og så er der jo OL i Paris. Hansens hjem igennem ti sæsoner. Det perfekte punktum. Selvfølgelig er han med her, hvis han er klar.

Det fortjener både han og Danmark, en sidste magisk sommer med pandebåndet.