Ifølge brandingeksperten Thomas Badura kan den lange retssag for Thorbjørn Olesen ende med at føre til noget positivt.
Golfspilleren Thorbjørn Olesen blev i forrige uge frikendt i retten i London for de tre forhold, han var tiltalt for.
Dermed kan han igen vende tilbage til golfbanen, hvor han gjorde det flot indtil august 2019, da suspenderingen ramte ham fra European Tour og PGA Tour.
I forløbet har den 31-årige golfspiller mistet flere sponsorater – eksempelvis Nike, Rolex og ISPS Handa – forårsaget af tiltalen, der lød seksuelt overfald, overfald og at være fuld ombord på et fly.
Et forløb, der har varet mere end to år for den danske golfspiller og naturligvis har tæret på det sportslige plan. Men muligvis ikke så meget på det kommercielle plan, som man ellers kunne tro.
»Man kan udvikle noget ret interessant rent kommercielt med ham nu. Han har en historie nu, der går udover golf. Det vigtigste for ham bliver så at sige at 'face' det. Han skal ikke lægge fortiden bag. Det vil helt sikkert koste på den kommercielle side,« lyder det fra brandingekspert Thomas Badura, der er direktør i firmaet SponsorPeople.
Han medgiver dog, at en så lang retssag ikke just er en god ting for en sportsudøver.
»Det er selvsagt godt for Thorbjørn Olesen, at sagen nu er afsluttet. Og endda med et positivt udfald. Den har naturligvis både kostet ham sportsligt og kommercielt i høj grad. Nu har han så mulighed for at starte forfra og rebrande sig selv. Det bliver spændende at følge med på den rejse.«
Flyveturen, det hele drejer sig om, foregik fra Nashville til London i juli 2019. Inden da havde Olesen spillede nogle fremragende turneringer og var generelt et attraktiv navn i golfverdenen. Det tror Thomas Badura, at han stadig er i dag.
»Lige nu står han i hvert fald bedre end lige før retssagens start. Hvis han formår at bruge det ordentligt, gør han muligvis. Han sluttede godt af på Touren og er stadig ung, spillede Ryder Cup, hvor han slog tidligere verdens nummer et Jordan Spieth, og er stadig ung, hvilket også giver et stort potentiale kommercielt.«
»Der er så den uvisse faktor, om han er mentalt påvirket af det i forhold til det sportslige. Det så man eksempelvis, Søren Hansen var i forbindelse med skattesagen i tidernes morgen. Jeg har dog på fornemmelsen, at Thorbjørn faktisk vil komme styrket ud af det seneste forløb.«
I 2010 fik Søren Hansen en dom for uagtsom skatteunddragelse for perioden 2002 til 2006 og blev idømt en bøde på otte millioner kroner En sag, der varede flere år og svækkede Søren Hansens niveau sportsligt.
Om det samme sker for Thorbjørn Olesen, må tiden vise. En ting, der kan hjælpe ham til at få genoprettet karrieren – både sportsligt og kommercielt – er ærlighed, mener brandingeksperten.
»Hvis jeg var Thorbjørn Olesen, ville jeg helt sikkert bruge den her sag på en positiv måde. Topatleter lever i en verden, hvor alt er overvåget. Alt bliver udstillet. Derfor vil det være dumt at gemme det væk. Indtil videre har han også lagt kortene på bordet. Han har fortalt, hvad han specifikt fik at drikke på og inden flyveturen, og hvordan han havde det med sagen generelt. Den stil ville jeg i hvert fald fortsætte.«