De sidste fire års verdensmester i Formel 1, Sebastian Vettel, har i denne sæson haft svært ved at følge med Mercedes-kørerne, og han forventer, at det bliver ved på samme måde resten af sæsonen.

Dermed bliver det ikke til en håndfuld verdensmesterskaber på stribe for Red Bull-køreren i denne omgang. Sådan lyder det fra tyskeren selv, der ikke har stor tiltro til, at udviklingen med de mange Mercedes-sejre ændrer sig. Det siger han til det tyske magasin Motorsport Aktuell.

- Realistisk set er jeg for langt bagefter. Det er ingen stor hemmelighed: Mercedes er i øjeblikket det bedste team. Hvis ikke det laver fejl, kan holdet i princippet vinde resten af løbene i denne sæson, siger Sebastian Vettel.

Mercedes' to kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg har været så suveræne i denne sæson, at de har taget otte ud af ni sejre.

Udtalelserne fra Sebastian Vettel kommer som optakt til Tysklands Grand Prix på Hockenheim-banen - Sebastian Vettels hjemmebane.

- Matematisk kan vi stadig kæmpe om VM-titlen. På den måde er det selvfølgelig dumt at sige, at vi er helt uden chance. Ellers kunne vi jo lige så godt blive hjemme, siger Vettel.

Inden løbet er Sebastian Vettel placeret på en samlet sjetteplads med 70 point. De to Mercedes-kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, har henholdsvis 165 og 161 point. Danske Kevin Magnussen er på en samlet niendeplads med 35 points.