Kevin Magnussen måtte udgå efter 33 af 71 omgange efter et stort crash, da Formel 1-feltet søndag dystede i Mexico City.
Danskeren mistede kontrollen over sin Haas-racer, der hamrede ind i en barriere og blev meget hårdt medtaget. Tilsyneladende var der tale om en fejl på bilen.
Heldigvis kunne Magnussen selv kravle hurtigt ud og kravle over barrieren, hvorfra han kunne se ild opstå i vraget.
Løbet blev som resultat af det voldsomme crash ramt af et rødt flag.
Haas var hurtig til at give en melding om danskeren.
- Han er i lægecenteret og er okay efter et tjek, men bliver der lidt længere til observation, skrev Haas på det sociale medie X.
For hjemmebanehelten, Sergio Perez, blev grandprixet også et sandt mareridt.
I første sving var der således ikke plads til ham ved siden af Charles Leclerc og Verstappen, og Perez røg som resultat en tur i luften og ud af banen.
Han forsøgte at køre videre, men efter en tur i pitten for at skifte dæk og tilse skaderne, var det slut for en frustreret mexicaner.
Magnussen fik derimod en glimrende start og avancerede tre pladser til 13.-pladsen, hvor han lå længe, inden han røg tilbage efter et pitstop. Ved sit styrt var han nummer 16.
/ritzau/
Du kan genopleve Kevin Magnussen og de andre Formel 1-stjerner ud på Autódromo Hermanos Rodríguez i Mexico i LIVE-bloggen her: