»Jeg forstår det ikke – men jeg tager med glæde en plads i første række!«
Lewis Hamilton og Mercedes har hele weekenden haltet efter Max Verstappen og Red Bull under træningen til Mexico Citys Grand Prix, men i kvalifikationen blev styrkeforholdet vendt rundt.
Hamiltons Mercedes-makker Valtteri Bottas tog med en superomgang pole position og englænderen henviste med næstbedste tid VM-rivalen Verstappen (Red Bull-Honda) til anden startrække.
»Det føltes som om balancen i bilen ikke længere var optimal, og på min afgørende omgang var der to kørere foran mig, der røg af banen. Jeg forventede derfor, at der ville komme gult flag (»fare – sæt farten ned«, red.) og jeg lettede på gassen – og så var omgangen ødelagt,« sagde Verstappen.
Problemerne foran Verstappen startede da Yuki Tsunoda fra Red Bulls søsterteam Alpha Tauri røg af banen.
Verstappens teamkammerat Sergio Perez, der skulle ’bryde vinden’ så Verstappen kunne slipstreame ned ad den lange langside, måtte undvige, og så var hollænderens omgang ødelagt.
»Det er ikke til at sige, om jeg havde taget pole position uden den episode, men det er i hvert fald ikke optimalt, at jeg nu skal starte fra tredjepladsen. Men der er langt fra startstregen ned til første sving, så lad os se hvad der sker,« sagde Verstappen efter kvalifikationen.
Perez holder ved siden af Verstappen i fjerde position, når Mexico Citys Grand Prix starter søndag klokken 20.00 dansk tid.