Lyt til artiklen

Ufattelig dumt og farligt.

Det er, hvordan man bedst kan beskrive de scener, som udspillede sig ved Formel 1-grandprixet på Silverstone.

I løbets indledning forsøgte en flok klimaaktivister fra gruppen JustStopOil at sætte fokus på deres budskaber om klimaforandringerne.

Dette gjorde aktivisterne ved at hoppe over sikkerhedshegnene på banen, hvorefter de havde planlagt endnu et rystende træk.

Klimaaktivisterne bliver flået væk.
Klimaaktivisterne bliver flået væk. Foto: Twitter
Vis mere

De satte sig simpelthen midt på Silverstone-banen. Og det chokerer Formel 1s CEO, Stefano Domenicali, fortæller han til Sky Sports.

»Folk kan protestere med deres stemmer, men at løbe denne risiko på banen og bringe sig selv og kørerne i fare. Det er totalt dumt,« siger han til mediet.

Uanset om man bakker op om budskabet, var demonstrationen, som Stefano Domenicali siger, indiskutabelt udført på en yderst ringe vis, eftersom det kunne være endt forfærdelig tragisk.

Racerbilerne suser rundt på banen med enorme hastigheder og kan potentielt opnå hastigheder på hele 372,5 kilometer i timen, som er fartrekorden sat i en Formel 1-racer.

Da klimaaktivisterne blev opdaget, blev de straks flået ud af banen af de nærmeste stewarder.

Ud over at aktivisterne var heldige at blive fjernet, skal de samtidig nok prise sig lykkelige for, at Formel 1-løbet blev sat på pause med et rødt flag på første omgang.

Således undgik man den forfærdelige situation, hvor en aktivist ville få en Formel 1-racer i smasken.

Gruppen JustStopOil stod ligeledes bag en anden demonstration i sportens verden. Den demonstration fandt sted tidligere på året, hvor fodboldklubberne Everton og Newcastle mødtes.

Her bandt en aktivist sig selv fast med strips til en målstolpe.

I videoafspilleren øverst i artiklen kan du se højdepunkter fra løbet.