Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen er klubløs. 

Og det er bestemt ikke efter planen, for uret tikker, sæsonen er snart i gang og Eriksen har endnu ikke fundet en ny arbejdsgiver, efter han forlod Manchester United ved udgangen af juni. 

Tilbage i maj afviste hans agent Martin Schoots kategorisk over for B.T., at hjerteklubben OB kunne komme på tale

Men nu spekulerer flere i, om Eriksen kunne overtales, hvis intet andet lykkes for ham. 

Hans gode ven Rasmus Falk, der skiftede tilbage til OB fra FCK denne sommer, opfordrer da også Eriksen til, at han skal gøre noget ved OB-snakken. 

»Jeg synes, at han skal gå ind og tage noget træningstøj på og komme ud og hjælpe os andre. Det er da min første indskydelse. Det tror jeg godt, han er klar over,« siger Falk til mediet Campo.

Han slår dog også fast, at han ikke har nogen indflydelse på Eriksens beslutning - det er helt op til stjernen selv at finde ud af, hvad der skal ske. 

Rygter har der ellers været nok af. 

Både Hollywood-klubben Wrexham samt Burnley og Mallorca har været nævnt som mulige bejlere. 

Men indtil videre er der intet nyt om Eriksens fremtid.