Alderen begynder at tynge, knæene er kronisk i smerter og det er ikke ligefrem en topklub, der lokker. 

Så må det jo være udsigten til at blive genforenet med vennen og superfænomenet Lionel Messi, der har fået Luis Suarez til at takke ja til et tilbud fra Inter Miami.

The Athletic erfarer gennem pålidelige kilder, at den uruguayanske skarpretter i nærmeste fremtid bliver forenet med den argentinske verdensmester i MLS-klubben i Florida.

Det har ellers ligget i luften, at et tvunget karrierestop også var en mulighed for 36-årige Suarez, som søndag afsluttede sit lejeophold i brasilianske Gremio med at score sejrsmålet i 1-0-sejren over Vasco.

Foto: Dante Fernandez/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De første skridt om morgenen er utrolig smertefulde for mig. Folk er overrasket over, at jeg overhovedet kan spille. Jeg er nødt til at tænke på næste step, fordi jeg kan måske ikke gøre noget om fem år. Min søn spørger mig om at komme med ud at spille fodbold, men det kan jeg bare ikke,« sagde Suarez efter kampen.

Men sideløbende med muligheden for et karrierestop på grund af knæproblemerne har rygterne om en genforening med Messi, som Suarez svingede så farligt sammen med i angrebet hos FC Barcelona fra 2014 til 2020, floreret.

Og det ser nu ud til, ifølge The Athletic, at trangen til at tage på et nyt eventyr med Messi ved sin side har vundet. En aftale skulle være klar til at blive skrevet under.

Foruden Messi bliver det også til et gensyn med Sergio Busquets og Jordi Alba, som begge var på kontrakt i Barcelona på samme tid som Suarez.