Sikke en smuk kærlighedshistorie.

Lasse Schønes karrierelange flirt med hollandsk fodbold er kulmineret med en vild rekord her til aften.

Den tidligere danske landsholdsstjerne er netop trådt på banen i det 79. minut for sin hollandske klub NEC Nijmegen mod Fortuna Sittard i sin kamp nummer 433 i Æresdivisionen til stor applaus. En kamp, der endte 4-1 til danskerklubben.

Dermed tangerer den boldbegavede og efterhånden 37-årige Schøne rekorden som den udlænding med flest kampe i den bedste hollandske række. En ære, han nu deler med sydafrikanske Hans Vonk, og som han blev hyldet for på sin hjemmebane. 

Christian Eriksen, Lasse Schøne og Kasper Dolberg i 2018.
Christian Eriksen, Lasse Schøne og Kasper Dolberg i 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Midtbaneprofilen flyttede allerede som 16-årig til Holland, da Heerenveen hentede det dengang purunge stortalent i Lyngby.

Han debuterede fire år senere i Æresdivisionen for De Graafschap i et 8-1-nederlag til Ajax Amsterdam.

Det var netop i Ajax Amsterdam, at Schønes karriere i det hollandske toppede med et vildt Champions League-eventyr i 2019, som endte med en semifinaleplads, og tre mesterskaber i årene 2012-2019.

Siden 2021 har danskeren, der altså efterhånden har boet længere tid i Holland end i sit fødeland, spillet i NEC Nijmegen. 51 gange har han repræsenteret Danmark i en A-landskamp. Tillykke!