Nu slås Real Madrid og Barcelona om, hvem der er dette århundredes Alfredo di Stefano

Real Madrids ærespræsident Alfredo di Stefano betragtes af mange som den største spiller nogensinde i spansk fodbold. Angriberen, der er 84 år i dag, scorede 216 mål i 282 kampe for Real Madrid og vandt blandt andet Europa Cup’en for mesterhold (nuværende Champions League, red.) fem gange i træk i 50'erne.

Han var det 20. århundredes største spiller i spansk fodbold. Nu er der kommet to spillere på banen, som kandiderer til at blive dette århundredes Di Stefano. Barcelonas Lionel Messi og Real Madrids Cristiano Ronaldo, som for andet år i træk bomber mål i La Liga og Champions League.

De to kanonkonger har sat sig solidt på førstepladsen på topscorerlisten i ligaen, hvor de begge er noteret for 24 scoringer i 22 kampe, og Lionel Messi har allerede nået 40 sæsonscoringer. Det fik Atletico de Madrids træner Quique Sanchez Flores til at kalde Lionel Messi for dette århundredes Alfredo di Stefano. Den udlægning fik straks opbakning fra Barcelona-træner Josep Guardiola.

- Messi har potentialet til at blive den største nogensinde i spansk fodbold. Men der er ingen tvivl om, at han kan måle sig med det, som Di Stefano har bedrevet, siger Guardiola.

De udtalelser har dog straks fået Real Madrid-toppen på banen, som mener, at det er Cristiano Ronaldo, som fortjener at blive tituleret som den nye Di Stefano.

- Det er ikke Messi. Det er Cristiano Ronaldo, som endda bærer samme trøje som Di Stefano. Han er en meget vigtig spiller, som kommer til at skrive historie i denne klub. Vi ville aldrig bytte Cristiano med nogen andre, siger Real Madrids sportsdirektør Jorge Valdano.

Han anerkender dog også, at Lionel Messi er godt kørende for tiden.

- Vi må konstatere, at både Cristiano og Messi er to verdensklasse-spillere, og det er en fornøjelse, at begge spiller i La Liga, lyder det fra Valdano.

Kongeduellen mellem de to superstjerner bliver til et direkte opgør, når Argentina og Portugal mødes på onsdag i en venskabskamp i Schweiz. Messi er dog småskadet og er tvivlsom til kampen.