Han har vundet den ypperste individuelle pris i fodbold, Ballon d'Or, utallige gange.

Nu kan den argentinske troldmand Lionel Messi måske tilføje et ekstra trofæ til samlingen. Men dog i en helt, helt anden genre.

For med en overordentlig god portion held, talent og måske en hjælpende hånd fra gud, ja, så kan Lionel Messi i teorien nuppe en Oscar-statuette, selvom det dog er højst usandsynligt.

Det skyldes, at Lionel Messi har begivet sig ud på ukendt territorium. Argentineren debuterer som skuespiller. Det skriver Marca.

Lionel Messi med holdkammeraten Neymar, der har optrådt i 'Papirhuset'
Lionel Messi med holdkammeraten Neymar, der har optrådt i 'Papirhuset' Foto: SARAH MEYSSONNIER
Vis mere

I hjemlandet Argentina har tv-dramaserien 'Los Protectores' opnået stor popularitet, og i den næste sæson af serien vil Messi medvirke.

'Los Protectores' foregår i fodboldens verden, hvor seeren følger nogle fiktive fodboldagenter. Det vides endnu ikke, hvad Messis rolle bliver.

Seriens anden sæson, hvor Messi kommer på skærmen, bliver efter planen udgivet i 2023, men argentinerens scener skulle allerede være blevet filmet.

Det skulle angivelig være sket i Paris, hvor Messi hører til, da han spiller for Paris Saint-Germain.

Overraskende nok er Messi ikke engang den eneste spiller i Paris Saint-Germain, der har givet sig i kast med rollen som skuespiller. Holdkammeraten Neymar har optrådt i successerien 'Papirhuset'.

Lionel Messi har tidligere optrådt foran rullende kameraer og er i en vis grad vant til dem. Både når fodboldspillerens kampe bliver filmet, men også i tv-reklamer. Eksempelvis i Pepsi-reklamerne.

Andre læser også