Et sent mål medvirkede til, at Liverpool vandt 3-1 ude over Benfica trods modvind i anden halvleg.

Liverpool står med de klart bedste kort på hånden i jagten på en billet til Champions League-semifinalen efter den første kvartfinale mod Benfica.

På udebane vandt den engelske storklub med 3-1 efter en afvekslende kamp, hvor Liverpool dominerede i første halvleg, gik i stå i anden halvleg, men sluttede bedst af.

Colombianske Luis Diaz' mål i det 87. minut har sørget for, at spændingen næsten er væk inden næste uges returkamp på Anfield.

Hele tirsdagens dyst foregik i et højt tempo i en intens kulisse på Estadio da Luz i Lissabon.

Den massive opbakning til hjemmeholdet medførte dog ikke specielt godt spil i første halvleg.

Liverpool fremprovokerede mange fejl, styrede spillet og skabte chancer i hobetal i de første 45 minutter. 2-0-føringen ved pausen var ikke et mål for lidt.

Den første scoring stod forsvarsspilleren Ibrahima Konaté for, da han steg op over alt og alle og stangede bolden i mål efter et hjørnespark i det 17. minut.

Yderligere 17 minutter senere blev det 2-0 ved Sadio Mané. Han kunne let score i et nærmest tomt mål, da han blev headet fri af holdkammeraten Luis Diaz.

Havde Mohamed Salah været lidt skarpere, var det også blevet 3-0 inden pausen.

I stedet fik hjemmeholdet en selvtillidsgivende reducering få minutter efter sidebyttet, da den uruguayanske angriber Darwin Nunez udnyttede en grum fejl af Konate til at score til 2-1 tæt under mål.

Det var 28. gang i sæsonen, at den 22-årige angrebskomet kom på måltavlen for Benfica.

Siden fulgte flere gode afslutninger fra hjemmeholdet, der også nåede at føle sig snydt for et straffespark i jagten på en udligning.

I stedet fik portugiserne en spand kold vand i hovedet til sidst.

Efter en tam anden halvleg fra Liverpool sluttede Jürgen Klopps mandskab nemlig bedst af, og sikrede et mere end godkendt udgangspunkt.

Luis Diaz blev spillet fri, driblede uden om målmanden og lagde bolden køligt i mål. Det blev ikke bedre for Benficas tilhængere af, at målscoreren er tidligere spiller hos ligarivalen FC Porto.

/ritzau/


Du kan genopleve begge kampe i LIVE-bloggen herunder: