Camilla Martin og Peter Kjær måtte flygte fra Viasats studie efter pokalkampen onsdag i Parken mellem FC København og Brøndby for at undgå at blive ramt af farligt kasteskyts.

Det var voldsomme scener, der udspillede sig onsdag aften i Parken i København, og det kan nu få konsekvenser. Jernrør og mønter fløj gennem luften, og kasteskytset udsatte Viasats medarbejdere for fare. Tv-stationen vil derfor tage affære for at sikre sikkerheden for dens medarbejdere i fremtiden.

BT har talt med ledende redaktionschef hos Viasat, Kim Mikkelsen, der torsdag talte med Camilla Martin og Peter Kjær, der begge var i ’skudlinjen’ i minutterne efter opgøret.

»Min fornemste opgave er jo at sikre, at sikkerheden omkring vores folk er på plads. Så det tager vi selvfølgelig en snak med klubberne og Divisionsforeningen om, hvordan vi får det løst. Og det er i forhold til alle kampe, for det er jo helt urimeligt, at folk, der passer deres arbejde, pludselig skal være i fare,« lyder det fra Kim Mikkelsen.

Efter de 90 minutter fyrede tilskuere fra Brøndbys fanafsnit forskellige objekter – herunder mønter og et jernrør – af sted mod FCK-spillerne, der var på vej ud mod omklædningsrummet under Brøndby-fansenes tribune.

Kampen blev vist på TV3 Sport1, og Camilla Martin og Peter Kjær var som vanligt i gang med nedtakten, som foregik på sidelinjen – i samme hjørne som spillerudgangen.

Og det stod hurtigt klart, at de befandt sig nær ’orkanens øje’. Camilla Martin gjorde antræk til bekymring på grund af tilskuernes kasteskyts, og det endte med, at tv-stationen afbrød live-sendingen.

»Camilla og Peter har ikke følt sig bange eller skræmt som sådan, men de var selvfølgelig utrygge ved situationen. Det har også noget at gøre med, at det går så hurtigt, og at de først bagefter tænker over, hvad der foregik. Men det har for begge været en ubehagelig oplevelse. Især når der kommer et jernrør, der lander ret tæt på, for så er det jo tilfældigheder,« siger Kim Mikkelsen og fortsætter.

»De står midt i en udsendelse, hvor de snakker med OB-vognen (produktionsvognen, red.). De opdager egentlig ret sent, hvor slemt det er ved at udvikle sig til at blive. De står jo ikke hele tiden og kigger op, men også ned i deres notater og over mod kameraet.«

Kim Mikkelsen fortæller, at beslutningen om at trække stikket til live-udsendelsen blev truffet fra OB-vognen, og den beslutning er tv-stationen glad for.

Var jeres medarbejdere i fare på noget tidspunkt?

»Det er klart, at når der ryger ting ind som dåser og et jernrør, der ikke lander ret langt fra dem, så er det selvfølgelig tilfældigheder, der afgør, om de eller andre bliver ramt. På den måde kan man sige, at de var i fare,« forklarer Kim Mikkelsen, der mindes onsdagens episode som en af de mest voldsomme for tv-stationen.