Juventus-spilleren Carlos Tevez var tirsdag ude for et kidnapningsdrama, da hans adoptivfar Segundo Tevez i otte timer var kidnappet i Argentina.

Det skriver den argentinske avis Clarín.

Det hele foregik i byen Moron lige udenfor Argentinas hovedstad Buenos Aires, hvor Segundo Tevez blev overrumplet af kidnapperne. Det skulle være sket meget tidlig morgen lokal tid, hvorefter et langt forhandlingsforløb tog sted.

Kidnapperne krævede et beløb i millionklassen af Tevez-familien for at slippe Carlos' adoptivfar løs. Men Segundo Tevez er nu frigivet oplyser familiens advokat Gustavo Galazzo.

- Vi har fået ham tilbage i god behold, siger familiens advokat.

Det er dog ikke oplyst om kravene blev indfriet, men kilder har talt om en endelig løsesum på, hvad der svarer til godt 250.000 danske kroner.

Segundo er oprindeligt Carlos Tevez' onkel, men da Carlos' biologiske mor forlod ham, da han var seks måneder gammel og faren blev skudt og dræbt, da Carlos var fem år, var det Segundo, der tog sig af Carlos Tevez, og dermed betragtes som hans rigtige far.

Det er ikke noget særsyn, at fodboldspilleres familiemedlemmer bliver kidnappet i Sydamerika. Tilbage i 2004 var det den brasilianske spiller Robinho, der oplevede at sin mor blev kidnappet. Hun blev dog ligesom Segundo Tevez senere løsladt af kidnapperne.

Carlos Tevez har desuden haft en lang sommerferie, da han ikke var udtaget til det argentinske landshold, der nåede til finalen ved VM i Brasilien. Det var han ikke på trods af 19 scoringer i Serie A for Juventus, som han også blev mester med 17 point foran Roma på andenpladsen.