Mike Jensens nuværende træner i Rosenborg forstår ikke, hvorfor den tidligere Brøndby-profil ikke er udtaget til det danske landshold.

Kåre Ingebrigtsen, der til daglig træner Mike Jensen i Rosenborg, er fuldt ud tilfreds med sin danske midtbaneprofil. Mike Jensen har været med til at vinde guld for Rosenborg i Tippeligaen og blev af NIFS kåret til årets spiller sidste sæson. Derfor forstår Rosenborg-træneren heller ikke, hvorfor den 27-årige midtbanespiller ikke er udtaget til det danske landshold.

»Jeg synes, han har været moden til det i lang tid nu, men jeg tror, de skal bytte træner, før der bliver muligheder for Mike. Morten Olsen har valgt stort set den samme trup i lang tid nu. Vi må næsten håbe, Sverige slår Danmark ud, så Mike får sig nogle landskampe. Det fortjener han,« siger han til NTB.

»Mike har været vigtig for os lige siden, han kom hertil for tre sæsoner siden. Denne sæson har han været helt fantastisk. Han havde et fantastisk forår og sommer og har så været lidt som resten af holdet i efteråret; slappet lidt af, efter guldet blev sikret,«  fortsætter Ingebrigtsen.

Mike Jensen selv er mere ydmyg omkring chancerne for en plads på landsholdet.

»Hvis man kigger på de spillere, jeg konkurrerer med om den position, så har vi god kvalitet og fantastiske spillere. Jeg må fortsætte med at gøre det så godt, som jeg kan, og så håber vi, jeg får en chance en gang,« forklarer han til NTB.