KOMMENTAR

FC Nordsjælland har i et par sæsoner været den mest inspirerende fortælling i dansk fodbold.

Tænk, for bare to år siden var det en lille klub i nedrykningsfare. To snævre sejre over henholdsvis Silkeborg (3-2) og Randers (2-1) - med bare fire dages mellemrum i maj 2011 - sikrede klubben endnu en sæson i Superligaen. Og ingen havde råbt skandale, hvis FC Nordsjælland havde forladt Superligaen dengang. Det ville have været mødt med et træk på skuldrene.

Blot et år senere blev konfettimaskinen tændt i Farum. Det danske mesterskab blev endda erobret atypisk for en mindre klub med bolden på fødderne og uden om alt for meget kropskontakt. Cheftræneren Kasper Hjulmand blev danmarksberømt, og nogen kaldte dem for FC Farumlona, for alle, der begyndte at knuskramme FC Nordsjælland, talte om boldbesiddelse så meget og så længe, at enkelte vist fik en smule kvalme undervejs.

Der var mange mennesker, både spillere og ledere, som mente, at klubben var blevet presse-kæledægger, og hvis jeg har medvirket til at skabe det prædikat, skammer jeg mig ikke et øjeblik. Det var, synes jeg stadig, dybt efterfølgelsesværdigt hele vejen rundt, hvad FC Nordsjælland - både ledelse, spillere og trænerstab - præsterede i to sæsoner i træk, efter man havde været så tæt på nedrykning.

FC Nordsjælland har fem point for seks kampe i denne nye Superliga-sæson - og altså kun en enkelt sejr. Klubben mødte i Champions League-kvalifikationen et ualmindeligt snildt milliardærhold fra Zenit St. Petersborg, som kunne have kvalitet til at nå langt i alle tænkelige turneringer. Men FC Nordsjælland måtte også forholde sig til, at de blev gjort til grin. De blev især på udebane latterliggjort af russerne, der åbenlyst morede sig, underholdt publikum med groteske Playstation-driblinger og generelt bare dansede rundt på Farum-klubbens totalt overmatchede kæder. Det var ikke nødvendigt.

Torsdag aften smed FC Nordsjælland muligheden for at avancere til Europa League-gruppespillet efter et 0-1-nederlag til Elfsborg, aktuelt det sjettebedste hold fra Allsvenskan.

Alle hold taber fodboldkampe, men igen torsdag aften sad man med fornemmelsen af, at Farum-holdet kan spille selv en spillemand i søvn uden nogensinde at komme til en afslutning.

FC Nordsjælland har ikke i 16 kampe i træk i Europa prøvet at vinde, og det hører sørme med, at klubben har mødt mægtige modstandere i Europa de seneste mange sæsoner.

Men 0 af 16? I fodbold bliver de tal neonfarvede efter et samlet nederlag til en svensk klub, et dansk tophold oftest bør slå.

FCN nåede for et par år siden sensationelt langt og inspirerede i hvert fald mig ved at lave enormt skarpe indkøb i transfermarkederne og ved at præsentere en spillestil, som var både underholdene og effektiv. Klubben var det klart mest effektive hold foran målet i mesterskabssæsonen 2011/2012.

Den trup, der fik lov at stå ved siden af konfettimaskinen, er siden splintret i salg. Klubben har siden dengang været martret af indkøb, der slet, slet ikke har haft samme slagkraft. Der har været regulære flopforsøg undervejs - Ricardo Bueno, Joao Pereira og Francisco Calvo som den mest ekstreme trio i samlingen af hvad-var-det-for-noget? Effektiviteten i den tidligere så højt besungne spillestil er fordampet fuldstændig.

De er altså de danske vicemestre, der skøjter rundt, og det største problem er vel egentlig, at der er ingen, der rigtigt bekymrer sig. FC København er i større problemer inde i hovedstaden, og der er altid nyt fra Brøndby.

Vi må konstatere, at det bare svæver under radaren, at FCN efterhånden har solgt næsten hele mesterskabstruppen, og at man tilsyneladende accepterer, at dette er en hel sæson i øvelokalet.

Kasper Hjulmand stod for nylig og jublede en smule efter et nederlag i Odense. For han havde set stort perspektiv i taberne. Jeg synes, det var sympatisk og på samme tid fuldstændig blottet for den ambition, der bør klistre til et tophold.

Den var aldrig nogensinde gået i en stor klub. Jubel over et nederlag er en lille klubs kendetegn.

Er det så mediernes skyld, at FC Nordsjælland svæver under radaren og bliver mødt med skuldertræk?

Måske.

Men må jeg ikke alligevel mene, at FCN næppe nogensinde får den respekt, der klistrer sig til en stor klub, hvis man trods enorme overskud på transfers og europæisk deltagelse bliver ved med at definere sig selv om en 'sælgende klub,' og når træneren himler lidt med øjnene, når omgivelserne stiller lidt skrappere krav til klubbens præstationsniveau?

Det kan være, jeg kan gøre klubben en tjeneste ved nu at skrive, at denne sæson indtil videre har været en pinlig omgang, og at man ærgrede sig over, at FC Nordsjælland på Danmarks vegne fik en chance i Europa i år.