Esbjerg genindtog førstepladsen i SAS Ligaen, da holdet vandt 3-2 hjemme over AGF efter 2-2 ved pausen.
Esbjerg mener det alvorligt.
Mandag blev det AGFs tur til at mærke suset fra Vesterhavet, da århusianerne måtte se sig besejret med 2-3 af de blå-hvide esbjergensere.
Netop blå og hvid er normalt også AGFs farver, men de medbragte bluser kunne holdet ikke få lov til at spille i, da de ifølge dommer Kenn Hansen lignede Esbjergs for meget.
I stedet måtte Erik Rasmussens tropper spille i nogle lilla trøjer uden logo og sponsornavn, som i huj og hast var købt i den lokale afdeling af Sportigan.
Om det var et tegn på, at det ville blive en svær aften for AGF? Muligvis, men starten var nu god nok for udeholdet.
AGF kom nemlig foran efter et lille kvarters spil efter et frispark i århusianernes venstre side. På indlægget svævede bolden imellem 14 mand i Esbjergs straffesparksfelt, og i den almindelige forvirring headede to Esbjerg-spillere bolden ind på hinanden med det resultat, at Mikkel Vendelbo med hovedet sendte bolden ind bag sin egen målmand, Lars Winde.
AGF-føringen holdt dog kun i seks minutter.
Esbjerg fik hjørnespark, og efterfølgende opstod en frygtelig rodet situation, hvor bolden nok en gang svævede rundt blandt spillere i henholdsvis blå/hvidt og lilla. Dommeren endte med at kunne notere Tim Janssen for en scoring, da hollænderen med hovedet hjalp bolden de sidste centimeter over stregen. AGF-keeper Steffen Rasmussens protester for skub fra hjemmeholdets spillere var forgæves.
Seks minutter før pausen slog Tim Janssen igen til.
Efter opspil i Esbjergs venstre side endte Kevin Conboy med at sende et fladt indlæg ind i AGFs straffesparksfelt, hvor Tim Janssen midt for mål sendte bolden forbi Steffen Rasmussen fra kort afstand. Et flot mål.
Her var det, at AGF så småt kunne mærke suset fra Vesterhavet i form af tiltagende regn. Men hverken den eller det forhold, at holdet nu var bagud, tog i første omgang pippet fra gæsterne.
I første halvlegs overtid satte Jakob Poulsen sig igennem, fik bolden med sig i straffesparksfeltet, og selvom landsholdsspilleren var omgivet af fem modstandere, fik han sendt bolden forbi Lars Winde til udligning.
I pausen måtte Esbjergs Kevin Conboy og AGFs Peter Graulund forlade banen p.g.a. skader, og de blev erstattede af henholdsvis Jesper Lange og Dioh Williams.
Efter mindre end to minutter måtte yderligere en spiller forlade grønsværen, men ham fik AGF ikke lov at erstatte. Frederik Krabbe havde allerede fået et gult kort, da han besluttede sig for at teste holdbarheden på blusen hos Søren Rieks. Det kostede rødt kort, og det kom i sidste ende nok også til at koste point for AGF.
Esbjerg fik sat det decimerede århusianske mandskab under pres, og da der manglede et kvarter gav det bonus, da Jesper Jørgensen med en herlig flugter sendte bolden ind til slutresultatet 3-2.
Resultatet betyder, at Esbjerg efter seks sejre på stribe er alene i spidsen for SAS Ligaen med 23 point for 10 kampe, mens AGF ligger nummer seks med 17 point.