Nadia Nadim og Christian Eriksen blev fredag kåret til Årets Spillere i Danmark ved DBU Fodbold Award, og det var begge spillere meget stolte af.

Ingen af dem var til stede ved begivenheden, som tidligere har været uddelt ved et stort anlagt show. Men i stedet blev vinderne i år afsløret inden weekendens repræsentantskabsmøde i Dansk Boldspil-Union (DBU).

For Christian Eriksens vedkommende var det fjerde gang, han blev kåret til Årets Spiller i Danmark. Han vandt også i 2011, 2013 og 2014.

Fra venstre mod højre: Årets Superliga-spiller Emiliano Marcondes, Årets Spiller for kvinder, Nadia Nadim, Årets Spiller for mænd, Christian Eriksen, og vinderen af konkurrencen om Årets Mål, Simon Tibbling.
Fra venstre mod højre: Årets Superliga-spiller Emiliano Marcondes, Årets Spiller for kvinder, Nadia Nadim, Årets Spiller for mænd, Christian Eriksen, og vinderen af konkurrencen om Årets Mål, Simon Tibbling. Foto: Henning Bagger / Liselotte Sabroe / Liselotte Sabroe / Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Christian Eriksen spillede i 2017 en nøglerolle for Tottenham, der sluttede som nummer to i Premier League og ikke mindst for det danske landshold, der kvalificerede sig til VM i Rusland til sommer.

Den nu 26-årige Christian Eriksen scorede ni mål i kvalifkationspuljen, og han scorede yderligere tre mål i den afgørende play-off kamp mod Irland, som Danmark vandt 5-1.

På den baggrund vandt han afstemningen foran Pione Sisto (Celta Vigo), Thomas Delaney (Werder Bremen) og Andreas Christensen (Chelsea).

»Hej allesammen. Det er en kæmpe ære at vinde den pris igen. Jeg er utrolig stolt af, at I har stemt på mig. Jeg tror, at 2018 bliver endnu bedre, og jeg håber, at I nyder VM,« sagde Christian Eriksen i den takketale, som DBU fredag lagde ud på Twitter.

Hos kvinderne vandt Nadia Nadim, som i 2017 spillede for Portland Thorns i USA, men som nu tørner ud for Manchester City i England.

Den 30-årige angriber scorede det ene mål, da Danmark yderst overraskende slog Tyskland 2-1 i kvartfinalen ved sidste sommers EM, og hun scorede også i straffesparkskonkurrencen, da Danmark vandt over Østrig i semifinalen. Landsholdet endte med at vinde sølv.

»Det her føles stort. Jeg er virkelig, virkelig stolt. Jeg er ufattelig taknemlig både over for dem, der har stemt på mig, og for dem, som har troet på mig i min karriere,« sagde Nadia Nadim i sin takketale.

Årets Superliga-spiller blev Emiliano Marcondes fra FCN, som i vinterpausen er skfitet til Brentford i den næstbedste engelske liga.

»Mange tak for prisen. Den sætter jeg stor pris på. Det er stort for mig at vinde i konkurrence med Christian Nørgaard (Brøndby), Jakob Poulsen (FCM) og Mathias Jensen (FCN). Tak til dem, der har stemt på mig og tak til mine holdkammerater i FCN, som jeg ønsker alt godt fremover.

Årets mål i Superligaen blev scoret af svenskeren Simon Tibbling til slutresultatet 4-1 for Brøndby mod Silkeborg i efteråret. Han sendte bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet via undersiden af overliggeren (DU KAN SE MÅLET I VIDEOKLIPPET ØVERST PÅ SIDEN)

»Hej allesammen. Simon Tibbling her. Mange tak for alle stemmerne og fgor prisen. Jeg er utrolig glad og stolt,« sagde den 23-årige midtbanespiller.

Den tidligere landsholdsspiller, Henning Jensen, der døde sidste år i en alder af 68, blev indvalgt i Fodboldens Hall of Fame. Han spillede bl.a. for Borussia Mönchengladbach, Real Madrid, Ajax og AGF.