Det bølger frem og tilbage og er svært at blive ordentlig klog på.

Christian Eriksens sommerskifte er ved at blive et halvt mysterium. For hvem vil have danskeren? Og hvem vil Eriksen selv til?

Det spekulerer og kvalificerer de engelske medier heftigt i øjeblikket. Og de får selskab af branchens mest vidende inden for det marked, den italienske transfer-guru Fabrizio Romano.

Meldingerne dribler frem og tilbage mellem, at det er Tottenham, Manchester United eller Brentford, der ender med den danske midtbanespiller, efter hans kontrakt udløber ved månedsskiftet.

Christian Eriksen.
Christian Eriksen. Foto: Claus Bech
Vis mere

Seneste melding fra Fabrizio Romano om Eriksen lyder:

'Manchester United og Brentford venter stadig på det endelige svar fra Christian Eriksen. Tottenham er fokuseret på andre spillere efter en enkelt samtale med hans agent. Herefter er de ikke vendt tilbage eller har sendt et officielt bud,' skriver transfer-oraklet på Twitter.

Altså skulle United i den grad stadig være inde i billedet. Det er til trods for, at klubben intenst jagter den hollandske midtbanespiller Frenkie de Jong, hvilket har fået flere fans til at spekulere på, hvorvidt det vil forpurre danskerens skifte til storklubben.

Men det er ikke tilfældet, skriver BBC.

Frenkie de Jong og Christian Eriksens mulige transfers skulle intet have med hinanden at gøre. Dermed er begge spillere aktuelle hos mandskabet.

Denne melding bakker Daily Star op om. Mediet skriver sågar, at Manchester United ligger i 'pole position' for at få Eriksens underskrift.

Helt modsat skriver The Guardian dog, at danskeren har afvist Uniteds kontrakttilbud, da landsholdsspilleren gerne vil blive i London med sin familie. Denne oplysning har den tidligere Liverpool-spiller José Enrique moret sig gevaldigt over.

'Endnu en spiller afviser et skifte til Manchester United,' skriver han på Twitter efterfulgt af en grine-smiley.

Hvis man lægger alle de seneste informationer sammen – og såfremt de er korrekte, vil Brentford altså stå i en særdeles god position.

Tidligere på ugen kunne Brentford-træneren Thomas Frank fortælle, at han stadig tror, at klubben har en chance for, at Eriksen vælger at blive i klubben, og at Eriksen endnu ikke har besluttet sig.