Lyt til artiklen

Dansk fodbolddirektør og snart også med dansk cheftræner.

B.T. kan afsløre, at Brian Riemer får jobbet som træner for den belgiske storklub Anderlecht.

Belgierne har for ganske kort tid siden ansat Jesper Fredberg som ny fodbolddirektør, og allerede inden Viborgs snart forhenværende sportschef har sat sig i stolen i Belgien – 1. januar – er den nye cheftræner blevet ansat, og det er altså også en dansker: Brian Riemer.

Kontrakten til klubbens nye cheftræner går ifølge B.T.s oplysninger til sommeren 2024, hvilket i øvrigt er lige så lang tid som Jesper Fredbergs aftale, hvilket B.T. også kunne løfte sløret for.

Brian Riemer kommer til at stå i spidsen for Anderlecht efter en lang periode som succesfuld assistenttræner i Premier League-klubben Brentford.

Inden da var han ungdoms- og assistenttræner i FC København, hvor han har fået sin uddannelse.

Hans første cheftrænerjob bliver dermed et meget stort ét, selv om storklubben Anderlecht efter 16 spillede runder ligger på en skuffende 11.-plads i den belgiske liga.

Det skal to danskere ændre på.