Anders Lindegaard kan være på vej mod et opsigtsvækkende comeback til Premier League. Lige nu træner han i Burnley.
Anders Lindegaard kan være på vej mod et opsigtsvækkende comeback til Premier League. Lige nu træner han i Burnley. Foto: Paul Burrows

Anders Lindegaard kan være på vej mod et opsigtsvækkende comeback til Premier League. Ifølge BTs kilder i England har den danske målmand trænet sammen med Burnley FC i de seneste to dage, og angiveligt bliver han i klubben også i de kommende dage.

Burnley, der ligger nummer syv i Premier League, måtte i weekenden udskifte sin anfører og førstemålmand Tom Heaton, der slog sin skulder af led og ifølge manager Sean Dyche sandsynligvis er ude i »måneder, ikke uger.«

BT har været i kontakt med Burnley FC, der ikke har nogen kommentarer til historien, men i stedet henviser klubben til en pressekonference, Sean Dyche vil afholde torsdag, hvor han blandt andet vil udtale sig om Tom Heatons skadessituation og forholde sig til pressens spørgsmål.

I stedet for Tom Heaton kom 25-årige Nick Pope på banen til sin Premier League-debut, og kilder i Burnley vurderer, at klubben ønsker at tilknytte en rutineret målmand enten som backup eller erstatning for Pope. Den målmand lader lige nu til at blive Anders Lindegaard, der som transferfri ikke var afhængig af at skulle skifte klub mens transfervinduet stod åbent.

Anders Lindegaard har været et varmt emne sommeren igennem, netop fordi han var klubløs og ikke skulle købes fri, og BT har tidligere fået bekræftet, at der har været bud både fra Skandinavien og flere steder i England. Ifølge BTs oplysninger har han også været på blokken i større Premier League-klubber, der har været på jagt efter kvalificerede reservekeepere, men det var angiveligt først, da Burnley mistede sin faste førstemålmand i weekenden, at der for alvor kom gang i forhandlingerne med en ny klub.

I 2015 forlod Anders Lindegaard Manchester United efter at have fået fast plads på bænken og fik efter en kort periode i West Bromwich mere spilletid i Preston North End, men også her valgte parterne ved slutningen af sidste sæson at ophæve kontrakten. Siden har han henover sommeren skullet overveje, hvad han ville med sin karriere efter en periode med manglende spilletid og ikke mindst bruddet med Missé Biqiri, som han har en søn med, som han også skal tage hensyn til. Derfor var Hammarby i Sverige, hvor eks-konens forældre bor, på et tidspunkt en reel mulighed.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anders Lindegaard selv og hans agent Michael Stensgaard.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.