Vi går mod koldere og koldere tider, men i Norge er én dansker mere brandvarm end nogensinde før.

Albert Grønbæk fyrer så meget kul i Bodø/Glimts guldtog, at Gazzetta dello Sport i denne uge satte ham i forbindelse med et skifte til Napoli. En sådan transfer til de italienske mestre vil med al sandsynlighed få prisen til at passere de magiske 100 millioner kroner.

Når den slags historier rammer det største fodboldmedie i Italien, bliver det bemærket, og det er det også blevet hos Albert Grønbæk.

»Til at starte med var jeg overrasket, men når jeg så ser tilbage på mine præstationer, så har jeg spillet mange rigtig gode kampe, hvor jeg også har lavet mål og oplæg – også i vigtige opgør mod gode modstandere – og så er det måske ikke så overraskende alligevel, at en klub som Napoli er interesseret. Det giver mig bare selvtillid, at det er klubber fra den hylde,« siger den centrale midtbanespiller.

Albert Grønbæk fejrer sit mål mod PSV Eindhoven. 
Albert Grønbæk fejrer sit mål mod PSV Eindhoven.  Foto: Peter Dejong/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fra den position har han scoret imponerende 18 mål og lavet seks assister i kalenderåret, som er den, der bliver fulgt som sæson i Norge.

Senest satte Albert Grønbæk sig virkelig igennem i Conference League-kampen mod Besiktas i sidste uge, hvor den store tyrkiske klub blev sendt hjem fra Norge med et nederlag på 1-3.

Her scorede Albert Grønbæk igen. Han lavede også et oplæg i sejren.

»Jo bedre modstandere vi møder, jo mere tændt bliver jeg, og så synes jeg, at jeg spiller bedre. Siden de første rygter om Napoli begyndte at dukke op, har jeg scoret to mål og lavet to assists, så jeg gør mit for at bevise, at klubberne ser rigtigt,« lyder det fra Grønbæk.

Albert Grønbæk har scoret 18 gange i 2023 som central midtbanespiller.
Albert Grønbæk har scoret 18 gange i 2023 som central midtbanespiller. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som altså har fået store bejlere til at se mod Eliteseriens førende hold, men der har ingen lyd været fra DBU og landstræner Kasper Hjulmand, som aldrig før har kæmpet så meget med at få landsholdet til at præstere.

»Jeg har ikke personligt fået noget at vide, men jeg håber da, at de kigger på mig, for jeg har vist, at jeg kan være med og gøre en forskel – også i de europæiske turneringer, men det er ikke sådan, at jeg tænker, at det er totalt urimeligt, at jeg ikke er blevet udtaget, for jeg må også være realistisk og se på, at vi har landsholdsspillere, som spiller i en hårdere liga end den norske,« pointerer den 22-årige dansker med de otte U21-landskampe.

Tirsdag udtager Kasper Hjulmand sin trup til de afgørende EM-kvalifikationskampe mod Slovenien og Nordirland, og trods en utrolig god form vil Albert Grønbæk blive overrasket, hvis han pludselig er med på landstrænerens liste.

»Det er det største, man kan opnå, og en landsholdsudtagelse vil være en ud af kroppen-følelse, men jeg er realistisk, og der er mange andre gode spillere på landsholdet, men jeg føler også, at jeg ville kunne bidrage med gode ting fra min rygsæk, og jeg håber da, at jeg inden alt for længe kan snuse til det – om det bliver om et halvt år eller hvor lang tid, det tager. Jeg synes da, at jeg har vist, at jeg kan være med,« bemærker han.

Albert Grønbæk har også vist sit værd mod stærke modstandere væk fra Norge. 
Albert Grønbæk har også vist sit værd mod stærke modstandere væk fra Norge.  Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Albert Grønbæk kan søndag blive norsk mester med Bodø/Glimt, hvis holdet vinder over Stabæk, og Tromsø ikke slår Strømsgodset.

Så kan det jo være, at Napoli ringer. Og Kasper Hjulmand.

Andre læser også