På vægten kører det derudad for Tina og Isabel i aftenens afsnit af DR-programmet 'Fede forhold', men der er midlertidigt opstået en smule knas i parforholdet.

Parret har nemlig en snak i deres sofa, som eskalerer så meget, at Tina er i tvivl om, hvorvidt hun er ved at blive forladt.

Der er store smil på ved kvindernes anden vejning efter tre måneder i eksperimentet. Tina har tabt 13,7 kilo, og Isabel har smidt 14,2 kilo, hvilket kom lidt som et chok for Tina.

»Jeg var meget overrasket over, vi havde klaret det så godt. Det havde jeg ikke turdet håbe på,« siger Tina til B.T.

Tina (tv.) og Isabel (th.) har været sammen i tre år.
Tina (tv.) og Isabel (th.) har været sammen i tre år.
Vis mere

Men efter de gode nyheder render parret ind i en svær periode i deres parforhold, som ender i en større, alvorlig konflikt.

Konflikten udmunder i, at Tina ønskede, parret skulle være intime sammen, men det havde Isabel ikke lyst til.

Derefter følte Tina, hun skulle have hævn over afvisningen ved derefter at afvise Isabel, når hun ønskede at nusse på sofaen.

»Jeg tog det meget personligt, når hun afviste mig. Jeg følte, jeg skulle have hævn, for hvis jeg ikke kunne få det, jeg havde brug for, så skulle hun heller ikke have det,« siger Tina, inden hun fortsætter:

»Jeg vidste jo godt, det var ondt. Jeg havde det skidt med det, men jeg kunne bare ikke lade være.«

På mange måder var det skruen uden ende, konstaterer Tina.

Krisen over de mange afvisninger eskalerer i en sådan grad, at Tina til sidst udtrykker, hun er bange for, at Isabel er ved at forlade hende.

Her er Isabel hurtig til at forsikre en grædende Tina om, at hun ikke går nogen steder.

Sådan så Tina og Isabel ud, da de begyndte eksperimentet.
Sådan så Tina og Isabel ud, da de begyndte eksperimentet. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Men bag Tinas sorg over de mange afvisninger lå en dybere frygt, som handlede om langt mere end bare at have sex, fortæller hun til B.T.

»Jeg følte, det var mig, der var noget i vejen med. Hvorfor er vi så sammen, hvis jeg er problemet?« forklarer hun.

Hun fortæller også, at Isabel flere gange har manet den tanke hos hende i jorden, og begrunder det med, at det er hendes egen krops usikkerheder, som gør, hun siger nej til sin bedre halvdel.

I dag anerkender Tina, at parret ikke var gode nok til at få snakket om problemet, før det hobede sig op, fordi begge parter var kede af det.

I løbet af eksperimentet har de dog fået rigtig gode redskaber af programmets parterapeut (Frej Prahl, red.).

Tina tror, det var en stor hjælp at få snakket med en, som ikke kendte dem personligt, om deres problemer – han kunne nemlig se forholdet ovenfra, hvor parret har haft svært ved at træde ud af deres egen opfattelse.

Selv om Tina flere gange har nævnt i programmet, at hun sagtens kan vente med at have sex med Isabel, så må det da gerne ske snart for deres parforholds skyld, tilføjer hun.

»Når man ikke har intimiteten, så føler man næsten, det bare er et venskab og ikke et kærlighedsforhold,« siger Tina.

Om de to kvinder får parforholdet tilbage på skinnerne og holder den gode stil med vægttabet, kan du se, når fjerde afsnit af 'Fede forhold' ruller over skærmen 20. juli klokken 20.30.