Snart kan den tidligere supermodel, psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen skrive yderligere to filmatiseringer på cv'et.

Sammen med den aarhusianske filminstruktør Mehdi Avaz er hun lige nu i fuld gang med at skrive filmmanuskript til sine to børnebøger 'Børnene fra Sølvgade', der udkom i 2019.

Det løfter hun sløret for, da B.T. møder hende på den røde løber på Trøjborg i Aarhus ved premieren på Mehdi Avaz' nye film 'Toscana', der som den første danske film netop er blevet skudt ud over rampen til Netflix' millioner af brugere i 190 lande.

»Vi har lige lavet first draft på manus, og så ser vi, hvad der sker. Det er jo en lang proces,« lyder det fra aarhusianeren, der danner par med popidolet Thomas Helmig.

Renée Toft Simonsen havde sin far med til premieren på Mehdi Avazs nye film 'Toscana', da der onsdag var gallapremiere på den hos Nordisk Film Biograf på Trøjborg. Da hun for omkring en uge siden kunne fejre sin 57 års fødselsdag, fortalte hun, at han har prostata kræft, som har spredt sig til knoglerne. Byrd / Rasmus Laurvig
Renée Toft Simonsen havde sin far med til premieren på Mehdi Avazs nye film 'Toscana', da der onsdag var gallapremiere på den hos Nordisk Film Biograf på Trøjborg. Da hun for omkring en uge siden kunne fejre sin 57 års fødselsdag, fortalte hun, at han har prostata kræft, som har spredt sig til knoglerne. Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

I bøgerne møder man fire børn, der har mistet deres mor og nu prøver at klare sig selv og holde systemet på afstand.

Til Jyllands-Posten har Mehdi Avaz tidligere udtalt, at han kan relatere børnenes situation til sin egen barndom i Iran, hvor han sammen med sine to brødre boede i skjul sammen med deres mor, efter at deres far var flygtet til Danmark.

Derfor lå det også lige til højrebenet, at han skulle være med til at filmatisere dem, fortæller han til B.T.

»Jeg blev først spurgt, om jeg ville instruere den gennem et andet selskab, men så lagde de projektet ned, og så gik mit selskab ind og købte rettighederne, og så startede vi der, fordi jeg var så vild med historien,« fortæller han, da vi ligeledes møder ham på den røde løber.

Den iranskfødte filmmager fortæller, at Renée Toft Simonsen til at begynde med var skeptisk, da han foreslog, at hun også skulle skrive manuskriptet til filmene, men at det er endt med, at han har fået hende overtalt.

»Det er superfedt, og det er gået super godt.«

»Jeg sidder og pingponger, og så tager hun hjem og skriver, og så sender jeg feedback. Så det er sådan et samarbejde,« fortæller han.

Det er tydeligt at mærke på hans entusiasme, at han ikke bare er vild med bøgerne.

For ham er det mindst lige så specielt at få lov at arbejde sammen med den aarhusianske kendis.

»Jeg er helt tosset med hendes energi. Den er simpelthen så skøn. Når man sidder sammen med hende, så er hele verden åben,« siger han.

Om filmene ender i biograferne, på Netflix eller et helt andet sted, ved hverken Renée Toft Simonsen eller Mehdi Avaz endnu.

»Det, jeg har fundet ud af med den her film ('Toscana', red.), er, at man skal holde alle sine kort åbne,« siger han.

Til at begynde med lå det nemlig heller ikke i kortene, at den skulle ende på Netflix. Det kan du læse mere om her.

Filmene om Børnene fra Sølvgade er allerede blevet støttet af Den Vestdanske Filmpulje, og om lidt begynder de at caste de fire unge mennesker, som skal spille hovedrollerne i filmen.

Forventningen er, at optagelserne begynder til maj 2023.

Renée Toft Simonsen har tidligere fået filmatiseret tre børnebøger i serien om 'Karlas kabale', som hun debuterede med i 2001.