For mange er flæskesteg, brun sovs og risalamande selvskreven på bordet juleaften, og det var ingen undtagelse hos Rikke og Michael fra 'Fede forhold'.

Men parret havde ikke forudset, at den søde juletid ville være starten på 'verdens største selvmål', som Michael kalder det.

I starten af aftenens program ser vi, at det er blevet tid til parrets første vejning, og kiloene er bogstavelig talt raslet af både Michael og Rikke efter kun en måned i eksperimentet.

Rikke har nemlig tabt 5,4 kilo og Michael hele 13,4 kilo.

Sådan så Rikke og Michael ud, da de startede projektet i november 2019.
Sådan så Rikke og Michael ud, da de startede projektet i november 2019. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Programmets sundhedsekspert (Michelle Kristensen, red.) havde dog advaret parrene om, at de næppe ville opleve en vægttabskurve, som kun går nedad, og det får parret for alvor at føle, da det bliver juletid.

Det var nemlig ikke bare juleaften, parret tillod sig at slippe tøjlerne.

Juleaftensdag stod den naturligvis på rester, for som Michael siger, så er det bedre at 'skide det ud end at smide det ud'.

Men i de efterfølgende dage fik også pizza, pomfritter og slik sneget sig ind i hjemmet igen.

»Vi var trætte oven på al julemaden, og så var det bare lettere at køre ind efter noget nem mad,« siger Rikke til B.T.

Det kan godt være, at maden var nem, men derfra blev parrets vægttabsprojekt alt andet end nemt på trods af, at de havde opnået flotte resultater ved første vejning.

Pludselig var de som sendt tilbage til hverdagen inden projektets start, hvor det kneb med at få prioriteret den sunde mad og gåture efter aftensmaden.

»Det føles bare som et stort hul, man falder ned i. Det var latterligt svært at komme tilbage igen. Vi tabte simpelthen motivationen,« fortæller Rikke.

I aftenens afsnit er der på trods af parrets 'store selvmål' stadig gode nyheder, når de går på vægten.
I aftenens afsnit er der på trods af parrets 'store selvmål' stadig gode nyheder, når de går på vægten. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Hendes bedre halvdel er enig i, at da al den usunde mad blev båret ind med indkøbsposerne, så fes motivationen ud af hjemmet i østjyske Hornsyld.

»Det kniber bare med motivationen og overskuddet efter, man fylder for meget i hovedet,« siger han, inden han fortsætter:

»Vi tabte det hele på gulvet på grund af julen. Det er jo ikke, fordi det er once in a lifetime. Det er dumt, det er så dumt«.

Rikke fortæller, at parret ikke snakkede meget om den skæve kurs, men i stedet begyndte de at vrisse og snerre ad hinanden.

I slutningen af aftenens afsnit påtaler hun, at hvis ikke parret ændrer livsstil, så ender de med at gå fra hinanden, for 'jo mere de æder, jo mere sidder de i hver sin ende af sofaen, og jo mindre er de kærester'.

Til B.T fortæller hun, at inden jul oplevede parret, at de med den sunde kost fik mere energi og endda øget sexlyst, men efter jul var den lyst pist væk igen.

»Enten spiser man ordentligt og har et sundt og godt parforhold, og ellers er det stik omvendt,« siger Rikke.

Den forudsigelse er Michael kun enig i, som konstaterer, at man et eller andet sted bliver, hvad man spiser. 'Hvis man spiser usundt, får man også et usundt forhold til hinanden'.

Du kan se parret give den gas hen over julen i aftenens afsnit af 'Fede forhold', som bliver sendt klokken 20.30 på DR1, men om julens mange lækkerier ender med at sætte deres spor ved parrets kommende vejning, må du vente med at se til afsnit fire.