Han var kun otte år, da filmbranchen fik øjnene op for hans talent. Nu har han overtaget en af dansk films mest ikoniske børneroller.
Det er relativt nemt at være 11 år, når man hedder Noah Storm Otto.
Den unge skuespiller imponerede sidste år som lillebroderen Theo i DRs roste dramaserie 'Ulven kommer', og fra i denne uge spiller han 'Krumme' i Regner Grastens sjette film om den kaotiske kernefamilie.
»Ja, jeg kendte godt 'Krumme' i forvejen. Jeg har set de allerførste film, og de bliver jo aldrig dårlige,« lyder det fra Noah Storm Otto, der også godt ved, at den første Krumme hed Laus Høybye, selvom han selv blev født, 19 år efter den første 'Krummerne’-film havde premiere.
Noah Storm Otto bor til daglig i Dragør på Amager med sin mor og far, sine to yngre søskende og familiens plysdyr af en hund, Buster – opkaldt efter en af dansk films andre ikoniske børneroller.
Noah Storm Otto fortæller, at det var den legendariske børnecaster Jette Termann, der tidligere har fundet børneskuespillere til alt fra 'Kærlighed ved første hik' til Oscar-hittet 'Druk', som for tre år siden fandt ham ud fra en masse børn til 'Ulven kommer'.
»Og så spurgte hun mig en dag, om 'Krummerne' var interessant, og så sagde jeg ja,« fortæller han med et smil.
Ud over skuespil kan Noah Storm Otto godt lide at spille fodbold, musik – han kan både spille klaver og trommer – og på computer.
»Jeg har også været i Tivoli-Garden, hvor jeg spillede piccolofløjte, men det blev for meget. Man skulle øve tre timer hver dag,« fortæller Noah Storm Otto, der ærgrer sig lidt over, at hans aktuelle skuespilkarriere har sat fodboldtræningen lidt på standby.
»Jeg har tænkt mig snart at starte op igen,« fortæller han.
Men der skal lige være tid til det hele, og siden 'Ulven kommer' har han haft travlt.
Ud over den nye 'Krumme'-film medvirker han til næste år i DR Ultra-serien 'Akavet' og i filmen 'Krysantemum', og for tiden er han derudover i gang med at øve til musicalen 'Matilda', som har premiere på Det Kongelige Teater i starten af 2022.
»Jeg spiller en, der hedder Eric. Det er en forholdsvis lille rolle, men det er megasjovt, for jeg skal både synge og danse,« fortæller Noah Storm Otto, der altså også allerede kan skrive kongelig skuespiller på cv'et.
Han synes, det sjoveste ved at spille skuespil er at leve sig ind i en rolle og møde nye mennesker.
»For eksempel er der en, der hedder Katinka, som spiller med i 'Krysantemum'. Hende havde jeg set på tv, så det var sjovt at møde hende i virkeligheden,« fortæller Noah Storm Otto.
Hans venner tager det helt roligt, at han er begyndt at være i tv og på filmplakater.
»De er efterhånden blevet vant til det,« smiler han og fortæller, at han endnu heller ikke oplever at blive stoppet på gaden af fans.
»Det var jo Flora Ofelia og Bjarne Henriksen, der havde hovedrollen (i 'Ulven kommer', red.), men jeg er faktisk blevet genkendt i en svømmehal – to gange.«
Han fortæller videre:
»Folk siger, jeg spillede godt i 'Ulven kommer'. Det var jeg ikke selv klar over. Men det var lidt sjovt at høre min egen stemme første gang. Den lød helt anderledes.«
Noah fortæller, at han er klar på at spille Krumme, hvis tilbuddet kommer en anden gang, og da B.T. til sidst spørger, hvorfor han synes, man skal se den nye 'Krummerne'-film, lyder svaret:
»Den er pissegod og sjov.«