Den sparsomme personlige erfaring med sang hindrer ikke Liam i at være en god coach i 'Voice - Danmarks største stemme'.

Som den eneste af de fire coaches i TV2’s talentprogram ‘Voice - Danmarks største stemme’ har L.O.C. ikke en baggrund som decideret sanger. Det har derimod Lene Nystrøm, Sort Sols Sten Jørgensen og Sharin Foo fra The Raveonettes, der sammen med Liam har lyttet til 120 håbefulde sangeres forsøg på at blive udvalgt og få en plads på ét af dommernes hold. Her vil de få kyndig vejledning af deres kendis-coach i forsøget på at kæmpe sig til tops og vinde en pladekontrakt.

LÆS OGSÅ: 

Men hvor kyndig rapperens vejledning af sangerne er, kan være svært at gennemskue, for Liams karriere er bygget op omkring hans evner til at rappe og skrive tekster. Men det har ikke afholdt ham fra at takke ja til pladsen i en af coachstolene.

Nu skal der battles

Efter fem blind-programmer får seerne 1. januar præsenteret det første battleprogram, hvor deltagerne skal synge duetter og halvdelen skal skæres fra, inden de store liveshow. Forud for det har de fire coaches sat alt ind for at vejlede og guide deres ti sangere, og det er gået op for Liam, at deltagerne er meget erfarne, når det kommer til sang.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg har gennem coaching-forløbet fundet ud af, at flere af deltagerne jo faktisk har været musikalsk aktive længere, end jeg selv har. Og da alle deltagerne faktisk er sangere, har de også allerede gennemgået en stor del af den proces, det kræver at blive mere end bare en person, der har sunget i badet, siger Liam til B.T.

Forstærker kvaliteterne

Alligevel mener den storsælgende rapper, at han kan hjælpe dem endnu længere, end de allerede er kommet.

- Det har i de fleste tilfælde ikke været et spørgsmål om en udvikling eller udfordring, men nærmere at udpege og forstærke deres kvaliteter. Og hvad det angår, er flere af dem allerede kommet ret langt, siger han.

L.O.C. må siges at være landets mest succesfulde rapper. Hans seneste album ‘Libertiner’ har allerede solgt platin, og han oplevede som den første danske rapper at optræde på den store Orange Scene på Roskilde Festival. Så musikbranchen ved han en ting eller to om. Han har formået at kæmpe sig vej til toppen.

Og han har ikke svært ved at retfærdiggøre sin medvirken som sangcoach i 'Voice - Danmarks største stemme'.

- Jeg tror, at min største styrke som coach er, at jeg på trods af rap-genren ikke er fastlåst i en speciel lyd. Når man først har fundet ud af, hvordan man gerne selv vil være som kunstner, er den eneste mulighed for udvikling og bedring at bryde med det, man føler sig sikker i, og det er indimellem lidt svært for folk at forstå, da de så automatisk føler sig udsatte, siger han om metoden, der skal udvikle sangerne.

Stor respekt for Liam

Og det er ikke kun L.O.C. selv, der mener, at han kan bidrage med noget til programmet og sit hold. Medcoachen Sharin Foo nærer stor respekt for drengerøven i stolen til højre for hende.

- Jeg beundrer Liam meget for hans kompromisløshed, når det kommer til musikken, siger hun.