Thomas Rode, chefkok på gourmet-restauranten Kong Hans, har sagt ja til at være vært på et nyt skud på stammen af tv-madprogrammer: Rod i køkkenet, hvor bl.a. Sidney Lee skal vise, hvad han dur til

Thomas Rode er i øjeblikket i fuld gang med optagelserne til Kanal 5´s nye madprogram 'Rod i køkkenet', der kommer til efteråret. Her skal kendte danskere som Sidney Lee og Peter fra 'Paradise Hotel' udfordre hinanden i køkkenet, hvor de skal tilbereder deres livretter.

Ud over at være dommer, vil Thomas Rode også udfordre deltagerne med opgaver og konkurrencer. Den heldige vinder kan drage hjem med en flaske champagne, mens taberen må klare opvasken.

Men hvad har fået den kendte chefkok til at sige ja til at stå i spidsen for endnu et tv-madprogram?


- Jeg synes, det kunne sjov at interagere med gæsterne i køkkenet, og måske snige et enkelt tip eller to ud i de små stuer, som kunne være med til at gøre det lidt sjovere at lave mad. Og så håber jeg da også på, at jeg kan snige mig til at snitte lidt med i baggrunden

Hvad fascinerer dig ved madprogrammer? Har du et favoritprogram?

- Jeg er ikke specielt fascineret af madprogrammer og ser sjældent madprogrammer af andet en faglig interessere for, hvad 'kollegerne' roder med, siger Thomas Rode og forklarer, hvorfor han sætter anførselstegn ved betegnelsen kolleger.

Nak og æd

- Det er jo desværre ikke rigtigt nogen professionelle kokke, der får lov at lave mad for snurrende kameraer, ud over Nikolaj Kirk.
Når det så er sagt, så elsker jeg at se DR2´s ' Nak og æd' , men mere fordi de to tosser er super søde, dygtige  og underholdende, men et decideret madprogram synes jeg ikke, at det er.

Vi er fascinerede af at se kendte stå og bikse noget sammen over ildstedet. Hvor er udfordringen for dig som fagmand?

- Jeg har bestemt ikke nogen præference for kendte, der laver mad, og jeg så egentlig gerne alle mulige andre end kendte, der laver mad. Udfordringen for mig er igen muligheden for at få sneget lidt råd, fif og viden ind i deltagerne, og det er da lykkes. En af deltagerne har allerede skrevet til mig og proklameret, at hun fremover altid vil bruge min version, når hun skal lave Bearnaise, siger Thomas Rode.  

Hvad er formålet med 'Rod i køkkenet'?: Har vi en chefkok gemt i maven allesammen. Er der tid i en travl hverdag til at kræse om maden, eller er vi bedre til at simre foran tv?

- Jeg tror bestemt ikke, at vi alle har en chefkok i maven. Det synes jeg heller ikke, at vi skal have. Men jeg synes da generelt, at det ville være bedre ,at folk brugte deres tid foran komfuret og ikke foran flimmerkassen. Den disciplin behersker de fleste til perfektion. Det er mere, end man kan sige om folks generelle evner i køkkenet. Jeg synes, at det er lidt trist, når man tænker på, at man skal spise to-tre gange om dagen syv dage om ugen 52 uger om året og 365 dage om året, siger Thomas Rode.

- Maden burde prioriteres meget højere i hverdagen, end folk gør og der bør altid være tid til at kræse. Vi mennesker stimuleres i højere grad end det fleste af os ved af den daglige kosts beskaffenhed.