"Jeg elsker jer, drenge," var skuespillerens sidste ord til sønnerne.

Jens Okking var omgivet af familien og hørte sin yndlingsmusik, da han sov stille ind søndag. 78 år gammel.

Det fortæller den afdøde skuespillers to sønner, Niels og Mads Okking, til BT i et eksklusivt interview, dagen før Jens Okkings bisættelse, der finder sted fredag fra Marmorkirken midt i København.

De to brødre vil gerne takke Røde Kors' vågetjeneste, der har aflastet brødrene og familien i Jens Okkings sidste tid, og samtidig benytte lejligheden til at takke for de mange kondolencer og hilsner de har modtaget fra hele landet i forbindelse med den legendariske skuespillers død.

»Det er absurd mange, der har henvendt sig til os efter vores fars død, og det er vi meget taknemmelige for, og det varmer sgu meget særligt, fordi det trods alt er 10-15 år siden den gamle har været aktiv for alvor. Så vi skylder hr. og fru Danmark en stor tak for deres deltagelse og hilsner,« siger Niels Okking, mens lillebroderen Mads nikker:

»Man fornemmer virkelig, hvor folkekær vores far har været. Der har været så mange personlige og søde henvendelser fra hele landet. Men han gav sig også altid tid til at snakke med folk, skrive en autograf, eller få taget et billede sammen med nogen, hvis de spurgte. Og folk blev ved med at opsøge ham i mange år efter han stoppede sin aktive karriere. Og han fik jævnligt fanmail, hvor folk gerne ville takke for 'En by i provinsen, 'Strømer' eller noget af alt det andet han havde lavet.«

BT mødes med Jens Okkings to sønner et stenkast fra den københavnske kirke, hvor han tager afsted for at møde sønnernes mor, Anette, som familien mistede alt for tidligt i 1988, da Niels og Mads var bare 10 og 11 år gamle.

»Vi mistede vores mor, da vi var 11 og 10, det er en sårbar alder. Men det er ikke det vores liv har båret præg af. Vi har haft et sjovt, godt og kærligt liv med vores far. Andre fædre ville måske være faldet sammen ovre i hjørnet, og have siddet og dyrket sorgen, men han tog os med ud at rejse. Til Tanzania og Beijing. Alle mulige steder på fem kontinenter. Og det var ikke for at glemme, men fordi vi skulle have nogle gode oplevelser. « siger Niels.

Skuespiller Jens Okking er død. Han blev 78 år. Scanpix/Jeppe Michael Jensen
Skuespiller Jens Okking er død. Han blev 78 år. Scanpix/Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Ja, han var en fantastisk far, der tog det ansvar. Og vi er ham meget taknemmelig for det tætte forhold, som Niels og jeg har til hinanden i dag. Det var meget vigtigt for ham,« siger Mads, der har boet sammen med storebroderen i familiekollektivet på gården i Holme Olstrup på Midtsjælland. Der hvor Jens Okking også boede med sønner, svigerdøtre og børnebørn indtil for fire et halvt år siden, hvor skuespilleren selv ønskede at komme på plejehjem.

Her fik han - i lighed med flere andre - mildest talt ikke en optimal velfærdsservice, grundet ledelsesproblemer på stedet, mente Niels og Mads, der gik ud med deres kritik i BT og andre medier.

Jens Okkings helbred var svækket efter blodpropper, diskusprolaps, depression, sukkersyge og svigtende syn. Og det blev ikke bedre, da han måtte have tænderne trukket ud efter dårlig tandpleje på plejehjemmet i Næstved.

«Efter vi gik ud med den dårlige behandling han fik på plejehjemmet, skete der en ændring, og alt er stadig ikke fryd og gammen. Men der skete en positiv ændring, og i den sidste tid var der stor hjælp og omsorg. Hans sidste tid var smuk, rigtig og fredfyldt.« siger Niels.

»Det er vigtigt for os at få sagt, at personalet udviste en stor professionalisme og omsorgsfuld hjælp. Og vi var meget glade for, at Røde Kors tilbød at vi kunne få en vågekone, der kunne aflaste os. Det gav lidt ro, når vi ikke var derovre hos ham, og var med til at tage toppen af presset for os,« siger brødrene, der fortæller, at deres far døde med fuld musik og en stor del af familien omkring sig:

»Tilfældet ville, at vi var der begge to,« siger Niels:

»Med vores børn, vores koner, og to af vores søstre. Vi har nok været en otte-ti mennesker. Da vi kom havde nogen sat sådan noget meditativ sanse-musik på. Men det var sgu lidt for meget. Det er jeg også sikker på vores far ville have syntes. Så Mads og jeg fik sat Dubliners på ghettoblasteren og fik tændt nogle lys. Den gamle elskede irsk musik og havde i det hele taget et tæt forhold til den ø. Så der kom fuld drøn på musikken, og vi kunne fornemme, at det var det helt rigtige for ham.«

»Ja,, nikker Mads, og fortæller sammen med Niels om de sidste ord, de husker fra deres far:

»Nogle dage før var vi hos ham begge to, og dér sagde vi til ham, at vi elskede ham,« siger Niels:

»Så kiggede han op på os, og sagde: 'Jeg elsker også jer, drenge'. Og så klappede han blidt Mads på kinden, mens jeg holdt ham i hånden. Kærlig og fredfyldt. Og skal jeg kigge tilbage gennem tågerne i de her dage, så var det bare helt rigtigt,« siger Niels Okking.

»Det var en meget, meget fin måde han fik afsluttet sin tilværelse på,« siger lillebroderen, der sammen med Niels håber på, at bisættelsen i Marmorkirken fredag også vil blive en slags hyldest til deres far og hans stærke liv.

»Selvom vores far ikke havde berøring med branchen i mange år, regner vi med, at der kommer mange kolleger for at sige farvel, det vil være dejligt, hvis det blev en slags hyldest til ham. Og vi husker ham jo også for morskab,« siger brødrene, der trods deres tab og den triste omstændighed, at de har mistet deres elskede far, snakker varmt, levende og usentimentalt om faderen.

Da de først kommer igang er de næsten ikke til at stoppe, og udveksler minder og anekdoter om alt fra Jens Okkings drillerier, familietraditioner, hans sans for poesi og ordet, samt de værdier han opdrog sine drenge med:

»Han var pissegod til ord, og elskede gruk og ordrim. Vi fik begge ure, da vi fyldte 18. Bagpå står der indgraveret: 'Et blik på nuet, der spejler tiden. Om lidt er nuet så længe siden',« fortæller Mads.

»Ja, og hjemme for enden af vores entré er der et flot billede af Skipper Fulton, hvor der står: 'Ingen kan hæve sin lod ved at kræve. Livsloven lyder, du er, hvad du yder'. Det er typisk den gamle. Du må godt kræve din ret, men så skal du sgu også give noget igen og yde dit,« siger Niels.

»Huset var fyldt med en masse små sentenser. Han opdrog os med at 'eventyret ligger i hverdagen' og over soveværelsesvinduet stod der skrevet 'du ved hvad jeg mener' og 'virkeligheden er altings prøve'. Ridset ind i mørk mahogni,« fortæller de to brødre i munden på hinanden.

Pludselig falder alle anekdoterne og faderens livsvisdom over hinanden:

»Når han skulle fortælle os om samvittighed, da vi var små, sagde han, at vi skulle forestille os, at vores samvittighed var en lille trekant, der sad ved siden af hjertet, og hver eneste gang du gør noget, der strider imod din samvittighed, så drejer trekanten, så du mærker et lille stik og der ryger en lille flig af den. Og når du har gjort det mange gange nok, så er den der trekant blevet en cirkel, og du er blevet et menneske uden samvittighed,« siger Mads.

»Vi fik vide rammer, men vi vidste altid, hvor linjen gik, og at de var en grænse. Så vi følte os altid helt trygge, fordi vi vidste præcis, hvad vi havde at holde os til.«

»Nu skal vi ikke hive ham op på en piedestal. Vores far havde også en masse fejl og mangler. Men vi tvivlede aldrig på hans kærlighed. Og det er jo det hele uperfekte menneske, man elsker og holder af,« siger Mads, der fortæller, at Jens Okking, selv har planlagt en stor del af sin sidste rejse.

»Han brugte altid udtrykket, at man 'rejser i forvejen', når man dør, og havde et meget afslappet forhold til døden. Da han var frisk, snakkede vi en del om, hvordan han gerne ville have, at det skulle forløbe, og fortalte om hans egne tanker og idéer til hvordan han gerne ville have det skulle være. Så vi var velforberedte.«

Således har Jens Okking ønsket at det bliver Marmorkirkens præst Mikkel Wolder, der forretter bisættelsemn , og har også bestemt den musik, der skal spilles i kirken.

Familien har været nabo i en årrække til Frederiks Kirke, som er det rigtige navn for Marmorkirken, og har et særligt forhold til den. Det var her Mads Okking blev konfirmeret, da han var 18, fordi faderen mente, at man først der kunne tage ordentlig stilling. Og det var her søsteren Ivalo blev viet af præsten Mikkel Wolder, der blev en ven af familien.

Ud over sønnerne Niels og Mads, har Jens Okking fire døtre fra tidligere forhold: Tina, Lisa, Ivalo og Silja, samt en række børnebørn. Hele familien kommer til København for at ære deres far og bedstefar, og kisten vil fredag blive båret af de fire døtre og de to brødre.