Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En tidligere sportskvinde kommer i aftenens afsnit af ’Mestrenes mester’ alvorligt til skade. Men, hvad seerne ikke ser, er det kritiske efterspil, der udvikler sig efterfølgende. 

Ti tidligere sportsfolk dyster i disse uger i TV2s nye tv-satsning 'Mestrenes mester.' I aftenens afsnit mærker deltagerne for alvor, hvordan deres indgroede lyst til at vinde kan få fatale konsekvenser i den benhårde konkurrence.

Den tidligere længdespringer Renata Pytelewska Nielsen kommer i en dyst så alvorligt til skade med sit knæ, at hun må på hospitalet. Men først efter, at hun ihærdigt har prøvet at kæmpe videre, stopper to meddeltagere hende.

BT var til stede under tv-optagelserne, der fandt sted tidligere i år. Efter den alvorlige episode klagede flere af deltagere over, at der ikke blev reageret hurtigere fra produktionens side. Efterfølgende sagde Renata Pytelewska Nielsen selv:

- Jeg havde svært ved at se, hvad der foregik. Men jeg ved, at mange råbte efter is og hjælp, og der var svaret først: Nej ikke endnu, ikke endnu. Og der skulle de måske have stoppet det lidt før, for folk blev ret frustreret. Men nu ved de, at det kan gå galt, og derfor skal de være hurtigere til at reagere, for ellers er det ikke det værd. Det er ikke OL. Det er bare et underholdningsprogram. Men problemet er, at vi deltagere også selv har svært ved at sige fra, fordi vi er så store konkurrencemennesker, at selv om det bare er et tv-program, så knokler vi som om, at det er OL.

Flere af de andre deltagere, som BT talte med efter episoden, var også dybt rystede over den manglende reaktion fra produktionens side. Blandt andet håndboldspilleren Connie Hamann-Boeriths.

Nu stopper festen

- Man følte sig bare ret dum. Vi sad og råbte efter hjælp, og meldingen var først, at det her er fjernsyn, og vi skal lige havde det på plads først. Det synes jeg var for meget. Bagefter kan jeg godt se, at vi skulle have stoppet hende noget før. Hun skulle ikke have sprunget anden gang. Nu har vi fået talt med produktionen om, at det ikke må ske igen, sagde Connie Hamann-Boeriths efterfølgende til BT.

mm1

Hun greb sammen med håndboldspilleren Rikke Hørlykke ind, da synet af smerter hos den tidligere længdespringer blev for meget. Også Rikke Hørlykke beskrev efterfølgende situationen som meget ubehagelig.

- Det var vores beslutning, at hun skulle stoppe. Jeg reagerede på, at produktionen ikke tog det alvorligt. Og til sidst måtte vi sige: Hallo, nu stopper festen. Jeg tror, at vi simpelthen savnede opbakning. Vi følte, at det kun var os, der stod med den fornemmelse, at nu var det nok, selv om vi faktisk er nogle af dem, der havde mest engagement i at fortsætte. Og så er det ikke ok, at kamerafolkene ikke tager en pause, når vi siger stop, sagde Rikke Hørlykke.

Tv2-redaktør: Proceduren ikke på plads

Tv2-redaktør Mikkel Dyrting mener ikke, at produktionen greb ind for sent, men erkender, at der muligvis har været en uklarhed om, hvordan situationen skal tackles, når en deltager kommer til skade.

- Vi har med sportsfolk at gøre, og de må selv mærke efter, hvornår smerten bliver for stor. Det er der ikke andre, der kan gøre. Men når det så sker, så skal vi selvfølgelig også være klar med hjælp med det samme. Og det var også min opfattelse, at vi var det, siger Mikkel Dyrting.

Han fortæller, at man selvfølgelig har taget kritikken alvorligt, og at man allerede om aftenen var i dialog med deltagerne for at klarlægge, hvordan proceduren ved sådan en episode skal være.

Korsbånd revet over

I dag fortæller Renata Pytelewska Nielsen, at det går nogenlunde med knæet. Efter hun kom tilbage til Danmark, viste det sig, at det forreste korsbånd var revet over, mens menisken var beskadiget.

- Jeg er nu i gang med genoptræning. Men der skal trænes en del, før det bliver det samle gamle knæ igen, fortæller Renata Pytelewska Nielsen til BT.

Hele afsnittet af 'Mestrenes mester' kan ses i aften klokken 20.00 på TV2.