Susanne Bier er i fuld sving fra morgen til aften i Los Angeles og omegn i de næste tre måneder.

Her gik hun i gang i sidste uge med optagelserne til hendes næste amerikanske film, den 'post-apokalyptiske thriller', Bird Box, hvor Sandra Bullock spiller hovedrollen.

»Vi gik i gang med optagelserne i sidste uge, og det er en større film end jeg nogensinde har lavet før, så der har også været mange flere og større forberedelser,« siger den danske instruktør fra Los Angeles til BT.

'Bird Box' er en thriller, der foregår på randen af jordens undergang, hvor filmens kvindelige heltinde skal redde to små børn gennem et bestemt område.

»Den handler om en form for monstre, der er opstået på jorden, og som kan gå ind i ethvert menneskes dybeste frygt. Hvis man ser direkte på dem, så har man ikke lyst til at leve mere,« siger Susanne Bier.

»Sandra Bullock spiller en kvinde, der finder en overlevelsesdygtighed og en usædvanlig styrke i sig selv, som hun aldrig havde troet mulig,« siger Bier, der allerede har fået et tæt forhold til Sandra Bullock, der har haft en lang række stjerneroller siden gennembruddet i 1994 med 'Speed'.

Men at hun er en af Hollywoods stjerner, betyder ikke, at Bullock hviler på laurbærrene eller isolerer sig i sin trailer under optagelserne, fortæller Susanne Bier:

»Sandra Bullock er helt vildt engageret. Og hun er sød, sjov og meget dedikeret. Hun er faktisk rimelig fantastisk. Og lige når man tror, hun er træt og ikke kan mere, så gør hun det alligevel 30 gange mere, hvis det skal til. Hun er super-dedikeret,« fortæller Susanne Bier, der sagde ja til overlevelsesfilmen med de uhyggelige monstre, fordi hun aldrig har lavet sådan en stor film før.

»Jeg har aldrig lavet sådan en postapokalyptisk thriller før. Man kan også kalde det en overlevelsesfilm. Og så havde jeg rigtig meget lyst til at lave en film med en kvindelig hovedrolle, der ligeså godt kunne have været skrevet til en mand. Jeg er på toppen over, at have en kvindelig helt som Sandra Bullock spiller i 'Bird Box',« siger Susanne Bier og fortæller, at hun efter planen skal være færdige med optagelserne til februar, så filmen kan være klar i slutningen af 2018.

På rollelisten er bandt andet også John Malkowich, Trevante Rhodes (kendt fra 'Moonlight'),  samt de to australske skuespillere Danielle McDonald og Jacki Weaver.