En ny ejer af Parken på Østerbro i København.

Det kan meget vel ende med at blive virkeligheden inden for et halvt år, hvis det står til Parken Sport & Entertainment. Tirsdag oplyste selskabet, at man lige nu afsøger mulighederne for et helt eller delvist salg af sine ejendomme, der altså indbefatter nationalarenaen Parken. Men hvorfor sælge?

Det har B.T. spurgt bestyrelsesformand i PS&E Allan L. Agerholm om.

»Vi gør det først og fremmest, fordi vi synes, det er et godt tidspunkt. Men også lige så meget, fordi vi kan se, at den udviklingsplan, der tegner sig for Parken i særdeleshed kræver nogle større overarme, end vi har i forhold til udvikling og økonomi. Og der tænker vi, at der er nogle, der er bedre klædt på til at klare den opgave, end vi er.«

Jonas Wind og resten af FCK-stjernerne skal ikke frygte, at de skal til at have ny hjemmebane.
Jonas Wind og resten af FCK-stjernerne skal ikke frygte, at de skal til at have ny hjemmebane. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selskabet bag FC København har sammen med Københavns Kommune og Dansk Boldspil-Union nemlig lagt en plan for arenaen og området omkring stadion, hvilket blandt andet indbefatter en stadionudvidelse og en modernisering af Parken. Samtidig har DBU undersøgt mulighederne for at etablere et nyt hovedkvarter ved siden af arenaen.

Og de ret så omfattende planer kræver, at nogle andre kommer på banen, fortæller Allan Agerholm.

»Parken Sport & Entertainment er som sådan ikke et ejendomsselskab, og det er en stor og vigtig opgave for byen, for landet og for landsholdet, men i særdeleshed også for FCK, at vi får udviklet Parken på den bedst mulige måde. Vi synes, man skal kende begrænsningens kunst, og der ved vi, at der er andre derude, der er bedre til det, end vi er.«

Men selvom det altså peger mod et salg af Danmarks nationalarena, så er der én ting, der trumfer alt for Parken Sport & Entertainment. Deres fodboldhold skal ingen steder.

»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke flytter nogen steder hen. Vi kommer til at sælge – hvis det lykkes – med en lejekontrakt, der har en meget, meget lang horisont, som sikrer, at FCK for altid har hjemmebane i Parken. Det er ikke til diskussion,« siger Agerholm og fortsætter:

»Derfor vil jeg også gøre det klart, at det ikke er prisen, der samlet set er vigtigst for os. Det vigtigste er, at der kommer en ny ejer ind, der kan og vil udvikle Parken. Ellers giver det ikke nogen mening.«

Et salg af selskabets ejendomme, der ud over Parken og kontortårnene består af to Lalandia-centre i Rødby og Billund, kan måske også få nogle til at spekulere i, om det er begyndelsen på en større salgsproces. At FC København måske kunne være det næste ben, der er til salg.

Men sådan forholder det sig ikke. I hvert fald ikke lige nu.

Bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Allan L. Agerholm.
Bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Allan L. Agerholm. Foto: Mathias Eis
Vis mere

»Det er ikke planen på nuværende tidspunkt, så lige nu er svaret nej. Men jeg kan godt se, hvad du tænker, og det er fint, men det er bare ikke planen lige nu. Kan det ændre sig? Ja, det kan det. Men der er vi ikke,« fastslår bestyrelsesformanden.

Det er fortsat ikke givet, at selskabet sælger deres ejendomme væk, men Parken-bossen regner med at have afklaring inden for ret kort tid.

»I en proces som den her så tager den typisk et halvt års tid,« siger Allan Agerholm, der holder sine kort tæt til kroppen.

»Jeg har nogle forventninger, men dem har jeg ikke tænkt mig at dele med nogen, for jeg skulle nødig styre pinden i forhold til dem, der skal til at byde på det. Vi vil gerne have en kompetitiv proces, der stiller os bedst muligt.«

Andre læser også