Det går altså bare, som det skal for den danske virksomhed Pindstrup Mosebrug.

Og hvis du har en have at tage dig af, så er der god sandsynlighed for, at du er medvirkende til, at det går fremragende.

De store plantesække eller spagnum-produkter, som man køber på gartnerier eller byggemarkeder, kommer nemlig oftest fra Pindstrup Mosebrug.

Og de seneste regnskaber fra selskabet, som er ejet af to familier, viser altså, at det går rigtig godt. Der er et stort overskud. Det skriver Finans.dk.

Sidste år endte de med et overskud på 100 millioner kroner, viser regnskabet.

Det er familierne La Cour og Stausholm, som står bag selskabet, og i den brede offentlighed er de ikke særlig kendte på trods af de mange penge, der kommer i kassen. De betragtes som ret sky for offentligheden.

Men penge er de gode til at tjene, over de seneste 10 år har de tjent omkring 700 millioner kroner.

Selskabet er et af verdens førende inden for producering og salg af spagnum, som er et jordforbedringsmiddel. Det bliver brugt til planteavl. Produkterne bliver solgt over hele verden.