Det går dårligt for millionæren Ole Damm. Han kan ikke slippe af med sit tøjmærke, SOS Sportswear.

Ole Damm satte sidste år firmaet SOS Sportswear til salg efter flere år med milliontab. Men det er endnu ikke blevet solgt.

Han kan nemlig ikke slippe af med tøjfirmaet, der kun er en dårlig forretning for ham.

Et regnskab viser, at SOS Sportswear i 2018 havde et underskud på 3,5 millioner kroner. Ifølge Finans skriver Ole Damm i regnskabet, at underskuddet skyldes 'en lavere omsætningsstigning end forventet.'

Det var tilbage i 2012, at Ole Damm overtog firmaet, efter han i flere år forinden havde distribueret skitøjet i Danmark.

Dengang havde Ole Damm nemlig selv stor succes med at sælge de dengang meget populære Björn Borg-underbukser, og hans plan var derfor, at gøre SOS Sportswear til ligeså stor en succes.

Men det ser altså ikke ud til at være tilfældet.

Ole Damm har tabt et stort tocifret millionbeløb på sin investering, og forretningen bliver ved med at bløde.

Egenkapitalen i SOS Sportswear er negativ med 40 millioner kroner, og der er også gæld i selskabet for 56 millioner kroner.

Ifølge Finans fremgår det også af regnskabet, at Ole Damm har lovet at give SOS Sportswear penge til at kunne fortsætte driften minimum til og med den 31. december 2019.

Ole Damm ejer tøjfirmaet via sin private pengetank 'White Holding', hvor formuen er gået fra at være på 200 til 69 millioner kroner, hvilket skyldes SOS Sportswear og nedskrivninger på Björn Borg, som han siden 1992 har haft det danske agentur på.

Privat danner 66-årige Ole Damm par med den tidligere forsangerinde fra Vild Med Dans-bandet 'The Antonelli Orchestra', 38-årige Nellie Ettison. De har også en datter sammen.