Mandag aften ved halvsyvtiden fik restaurantejer Peter Lerdrup sig et chok, da telefonen pludselig ringede.

»Det brænder, du må ringe efter brandvæsnet,« fortalte en af hans medarbejdere, der med panik i stemmen forklarede, at der var gået ild i en pande i køkkenet hos den ikoniske grillbar Havnens Perle i Aarhus.

»Brandvæsnet? Jeg tænkte, 'nu må de fandeme lige slappe af',« fortæller ejer Peter Lerdrup, da B.T. møder ham tirsdag morgen, mens han er i fuld gang med at få overblik over skadernes omfang inde i grillbaren.

Men bare få minutter efter var brandvæsnet på vej til Aarhus Ø, hvor branden allerede havde udviklet sig voldsomt. Da Peter Lerdrup selv kom frem 15 minutter senere, blev han mødt af tre brandbiler, et hav af fotografer, politibetjente og chokerede kunder og medarbejdere.

Ilden fik hurtigt fat i tagkonstruktionen, og brandvæsnet måtte tilkalde ekstra styrker for at få bugt med flammerne.

Heldigvis kom ingen til skade, selvom de ansatte var noget rystede over oplevelsen. Det lykkedes brandvæsnet at redde dele af restauranten, og tirsdag morgen var det heller ikke umiddelbart til at se udefra, at hjemstedet for hotdogs og bøfsandwich var brændt – men indenfor er historien en hel anden.

»Der var ingen flammer, da jeg kom herned, så jeg tænkte, at det nok ikke var så slemt. Men jeg fik et chok, da vi gik ud i køkkenet – det hele er smeltet, og det er fuldstændig smadret,« fortæller Peter Lerdrup.

Tirsdag morgen bimler og bamler Peter Lerdrups telefon, mens han samtidig har besøg af en elektriker og andre fra skadeservice. Midt i et mindre kaos dukker to stamkunder også op, der konstaterer, at de nok ikke kan få en kop kaffe her til morgen.

I 2000 overtog 3. generation af familien Lerdrup Havnens Perle. Nu er det Peter Lerdrup, der styrer grillbaren.
I 2000 overtog 3. generation af familien Lerdrup Havnens Perle. Nu er det Peter Lerdrup, der styrer grillbaren.
Vis mere

De havde hørt om branden i nyhederne mandag aften og måtte selv ned her til morgen og få syn for sagen, for de kommer her hver formiddag, fortæller de.

»Det kommer til at koste kassen, det her,« lyder det pludselig fra en elektriker, der kommer ind ad døren.

Peter Lerdrup spørger, om han ikke skal forvente at kunne åbne op igen allerede næste uge, som han ellers havde regnet med.

Svaret er nedslående: Der går formentlig seks til otte uger, er vurderingen. Måske skal hele tagkonstruktionen også skiftes.

»Fandens til lort. Jeg er helt rystet, for det havde jeg ikke regnet med. Jeg har snakket med en, der sagde en uge,« lyder det fra den chokerede ejer.

Der er selvfølgelig aldrig et godt tidspunkt til en brand – men at det nu rammer ham lige efter corona og før foråret, er en ekstra mavepuster.

»Det er sket, det kan man ikke gøre noget ved nu. Ingen kom til skade, og det er jeg glad for. Men nu er der et forsikringsspørgsmål, og det er jeg bange for,« siger Peter Lerdrup, efter der har været et millionbeløb oppe at vende.

Peter Lerdrup er den tredje generation i sin familie, der har Havnens Perle. I år kan de fejre 60 års jubilæum, men bekymringerne for fremtiden lurer. Havnens Perle har nemlig altid ligget nede omkring Aarhus Havn siden 1962, men lejeaftalen udløb ved udgangen af 2021.

Køkkenet ser fuldstændig smadret ud tirsdag morgen efter branden.
Køkkenet ser fuldstændig smadret ud tirsdag morgen efter branden.
Vis mere

Lige nu overlever de på en midlertidig aftale, der gælder frem til sommeren 2023. Han fortæller, at Aarhus Kommune og borgmester Jacob Bundsgaard (S) har lovet at hjælpe med at finde en anden, permanent placering til grillbaren – men der er ikke sket noget endnu.

Nu frygter Peter Lerdrup, at han skal til at bruge millioner på en genopbygning, der alligevel skal rives ned til sommeren 2023.

»Det er håbløst. Det er bare forfærdeligt for os, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. De (byrådet, red.) kunne passende tage stilling til det nu, hvis jeg alligevel skal til at lave noget nyt.«

Havnens Perle er især kendt for deres bøfsandwich, som i 2012 og 2014 blev kåret som Danmarks bedste af slagsen – og de har uden tvivl en særlig plads i hjertet hos mange aarhusianere.

»Jeg er blevet kimet ned og har fået sindssyg god opbakning fra folk, så det er helt fantastisk. Folk har skrevet sms'er til mig fra nær og fjern, selv Stig Tøfting,« siger Peter Laudrup.

Hvad der nu skal ske, og hvor længe Havnens Perle må holde lukket, vil tiden vise. Peter Lerdrup leger dog med tanken om at åbne flere pølsevogne ude på parkeringspladsen, så kunderne fortsat kan få stillet sulten, indtil restauranten er oppe at køre igen.

Andre læser også