Har du husket noget vigtigt?

Sig tak til din politibetjent!

DR viser for øjeblikket dokumentarprogrammerne 'De usårlige betjente', der giver et indblik i politiets arbejde. Gennem politimanden Michael Molin tager programmerne os med gennem nogle af de mest voldsomme oplevelser, han som politimand har haft.

Han fortæller blandt andet om at stå i forreste række i indsatsen mod hashhandlen på Christiania, rydningen af Ungdomshuset, men også om at skulle underrette pårørende til trafikdræbte. Alt sammen oplevelser, som – selv i en robust mand – sætter sine spor på krop og især sjæl.

Det er ingen hemmelighed, at jeg dagligt er omgivet af politifolk. Det afføder naturligt nok både en stor interesse for politiets arbejde, men også interesse for, hvorfor de som helt unge valgte at søge ind i korpset.

Jeg kan derfor også med sikkerhed sige, at samtlige politibetjente, jeg kender, og det er rigtig mange, alle som én søgte ind til politiet med et ønske om at være borgernes beskytter. Politifolk er generelt gennemsyret af en enorm beskyttertrang og retfærdighedssans.

Det er en kendt sag, at det desværre er blevet helt 'normalt' især i de store byer og ghetto-områder, at politifolk dagligt bliver svinet til og ofte direkte angrebet med alt fra spytklatter til slag, sten og flasker.

Jeg tror ikke, at ret mange af vi civilister reelt forstår, hvad danske politifolk går igennem i deres daglige arbejde, alt imens de passer på alle os andre.

Der er så stor en mangel på respekt for autoriteter og almindelig god opførsel i eksempelvis de autonome miljøer og blandt alt for mange unge indvandrere, så det er rystende. Politifolk kan for eksempel ikke arbejde i ghetto-områder eller på Christiania, uden at de er mange om opgaven.

Ligesom der i de autonome miljøer er et stort had til politiet.

Heldigvis har mange almindelige mennesker både respekt for politiets arbejde og ikke mindst den enkelte politimand. Men det er ulykkeligvis også sådan, at en stor gruppe af unge indvandrere, christianitter og autonome har et fuldstændigt fravær af forståelse for, at der også bag uniformen er et menneske. Et menneske med familie, venner og et almindeligt hverdagsliv.

Frivillige politifolk har dannet foreningen Thin Blue Line, som tager hånd om de skadede betjente. De udfører et formidabelt flot arbejde, og de skal støttes. Men frivilligt arbejde gør det ikke alene, for det er en samfundsopgave at passe ordentligt og anstændigt på dem, der har passet på os.

Jeg har ved flere lejligheder mødt nogle af de betjente, der er blevet skadet på grund af deres arbejde og derfor ikke længere er politifolk. Mænd og kvinder, hvis eksistens er blevet rystet, hvis familie har det svært, og hvis drøm om at passe på alle vi andre er bristet.

Jeg har derfor også set, hvordan mange af disse politifolk i alt for høj grad er blevet efterladt på perronen uden hjælp nok og under alt for dårlige vilkår. Det kan vi ikke være bekendt, og derfor skal det efter min og Venstres mening være en del af de politiforhandlinger, der netop er gået i gang, at give de skadede betjente bedre vilkår.

Som jeg ser det, så har vi alle en opgave. Vi politikere skal sikre, at forholdene for de skadede politibetjente bliver bedre. Det koster penge, men det skal der være råd til. Ved siden af det har vi alle en opgave i at udvise respekt og så sige tak til de politifolk, der hver eneste dag passer på os allesammen. Det koster ingenting, men jeg ved, at det gør en forskel.