De små gymnasier i landdistrikterne kæmper for overlevelse på grund af små årgange og hård konkurrence med bygymnasierne.

Tættere på de store byer er der elever nok, men de fordeler sig ikke som ønsket.

Det skal en ny politisk aftale råde bod på. Og der er taget kontroversielle redskaber i brug.

Regeringen har indgået en aftale med DF, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne om et nyt system for optagelse på gymnasierne.

Sigtet med aftalen er både at redde de regionale gymnasier og at fordele eleverne mere hensigtsmæssigt på bygymnasierne, så man undgår etnisk og social opdeling af eleverne.

Fremover bliver problemområder til 'fordelingszoner', hvor der gælder særlige regler, så man – baseret på forældrenes indkomst – kan fordele eleverne ud på flere gymnasier. Det handler altså om at sørge for, at elever fra det, man i gamle dage kaldte rabarberkvarterer, skal til whiskybælterne rundt om i de store byer – og omvendt.

En ekspertgruppe har tidligere anbefalet en zoneopdeling, hvor man kunne fordele eleverne med de laveste gennemsnit først – og derefter resten. På den måde ville man også kunne få fordelt elever med anden etnisk baggrund mere jævnt.

Når aftalepartierne vælger en model baseret på indkomst i stedet, virker det næsten som et bevidst ønske om at fremkalde en klassediskussion, hvor man får anledning til at tale mere om rigmandsghettoer end etniske ghettoer.

Ved sidste folketingsvalg gik Socialdemokraterne til valg på et loft på 30 procent i forhold til antallet af elever med anden etnisk baggrund end dansk per gymnasium. Det er ikke med i aftalen, for det ville være ulovligt. Lad os et øjeblik se bort fra det absurde i at gå til valg på noget, der er ulovligt, og nøjes med at konstatere, at ministeren mener, at man vil komme tæt på målet med aftalen.

Man må undre sig lidt over, hvorfor DF for en gangs skyld fravælger vanen med at råbe 'løftebrud' og i stedet hjælper regeringen. Men hatten af for det.

Ser man på partiernes forklaringer på, hvorfor de er med i aftalen, stritter det mildt sagt i alle retninger. DF vil for eksempel bruge aftalen til at »bekæmpe en forfejlet udlændingepolitik«, Enhedslisten vil gøre op med »en uheldig tendens til indbyrdes konkurrence om eleverne«, og Alternativet vil sikre »diversitet«. Kristendemokraterne er i det mindste så venlig at indrømme, at det er en »kompliceret« model, man er blevet enige om.

For de elever, der søger mod landgymnasierne, vil der ikke være den store forskel fremover. De vil med få undtagelser komme ind på deres førstevalg. Det bliver til gengæld absolut ikke tilfældet for de elever, der søger ind i byerne – medmindre deres forældre er i en lavindkomstgruppe. Og muligheden for at vælge et privat gymnasium bliver også begrænset.

Elevernes frie valg har i realiteten altid været begrænset, nu bliver den det bare på en ny måde.

Det ser ud til, at både gymnasier og elever er glade for aftalen, så fremtiden vil vise, om den er god. En ting er dog sikkert: Der vil blive udkæmpet en ideologisk kamp om indholdet uanset hvad, for uden for aftalen står flere borgerlige partier med stærke holdninger på området.

Og det er værd at bemærke, at ministeriet overtager fordelingen i tre år, før opgaven lander hos regionerne. Det bliver altså ministeren – Pernille Rosenkrantz-Theil – som kommer til at stå på mål for den aftale, som alle er enige om er kompliceret.

Ugens forbigåede:

Det blev forbigået med larmende tavshed, da DFs formand, Kristian Thulesen Dahl, i den forgangne uge kom med en melding, der ellers normalt ville afføde højrystet modstand. DF-formanden argumenterede simpelthen for at fravige fastkurspolitikken, som ellers har været en hjørnesten i dansk økonomisk politik, siden før Poul Schlüters første regering tiltrådte. Man ventede forgæves på gule breaking news-skilte og oprørte kommentarer fra finansminister, nationalbankdirektør og økonomiske vismænd. I stedet kom der en stilfærdig afvisning fra Socialdemokratiets finansordfører. Det var en knastør demonstration af, at partier på vej væk fra magt og indflydelse simpelthen bliver ignoreret.

Ugens kissejaw:

Regeringen vil flytte tusindvis af studiepladser til provinsen. Det har blandt andet fået både forbundene for lærere, pædagoger og sygeplejersker til at råbe vagt i gevær. Der mangler allerede uddannede personaler inden for de faggrupper, og forbundene frygter, at regeringens planer om udflytning af studiepladser vil forværre situationen. Samtidig er det tydeligt, at regeringen har travlt. Alene i den kommende uge er der planlagt tre forhandlingsmøder uden bagkant (det kan altså blive forhandlinger til langt ud på natten). Det er en stor forandring af det uddannelsespolitiske landskab, regeringen lægger op til. Det er synd og skam, hvis det skal gå så stærkt, for der er en overhængende fare for, at relevante parter ikke når at blive hørt i tilstrækkelig grad. Mon det ligefrem er meningen?

Ugens spydige:

Liberal Alliances Henrik Dahl har været i vælten i den forgangne uge, hvor han har lagt arm med store dele af forskningsverdenen. I et portræt i Weekendavisen får det Simon Emil Ammitzbøll-Bille til at sige om Henrik Dahl, at han nok har valgt det forkerte parti, for han er »lige så liberal som Rasmus Stoklund eller Marcus Knuth«. Det er naturligvis en spydig bemærkning fra en mand, der tidligere har været en politisk modstander til Dahl inden for samme parti. Men er der ikke noget om snakken?