Regeringen annoncerede torsdag på et pressemøde i Statsministeriet, at man gennem et års tid har været i dialog med amerikanerne om en aftale, som minder om den, Norge har indgået med USA. Dermed blev den danske sikkerhedspolitik med et enkelt pressemøde en brandvarm politisk kartoffel.
Hvis Uffe Ellemann-Jensen havde præsenteret en tilsvarende intention om en aftale med USA i 1980erness fodnotepolitik, havde han fået i omegnen af 95.000 næser.
Hvis Anders Fogh Rasmussen i 00erne havde lagt op til noget tilsvarende, var han ikke bare blevet fremstillet som Bush-venlig, men som mere godtroende end købere af lykkeposer.
Det er kun en socialdemokratisk regering, der kan slippe af sted med at være en så tydelig høg i sikkerhedspolitikken, at selv Ellemann Sr. og Fogh kommer til at ligne duer.
Det tog Norge tre år at forhandle en aftale på plads med USA, som lige nu er på vej til godkendelse i det norske Storting efter en høringsperiode. Den danske regering agter at indgå en aftale hurtigere.
Nu kan man også tage udgangspunkt i den norske aftale. Men netop den aftale peger på flere ømme tæer, der skal betrædes i den danske sikkerhedspolitik.
På pressemødet torsdag kunne statsministeren kun pege på én rød linje forud for forhandlingerne, nemlig atomvåben, som hun ikke vil have på dansk jord. I den norske aftale er både atomvåben, klyngebomber og landminer da også ekskluderet.
Men ud over de i forvejen aftalte undtagelser for materiel giver den norske aftale mulighed for, at amerikanerne frit kan transportere både personel og materiel ind og ud af Norge, uden at landet nødvendigvis skal vide noget om det, have kontrolret eller i øvrigt ansvaret for sikkerheden omkring det ukendte materiel. Det er vidtgående beføjelser til en fremmed magt. Om end en tæt allieret.
Det har endnu ikke ramt den danske debat, men nogle vil måske kunne huske, at det var en politisk sag under Irak-krigen, om amerikanerne havde transporteret CIA-fanger gennem dansk luftrum. En redegørelse pegede på, at det var sket 12 gange.
Med fri amerikansk afbenyttelse af danske baser med særlige amerikanske hangartilbygninger, som den norske aftale peger på, kan blive en realitet, vil det igen kunne blive et problem. For slet ikke at tale om alt det isenkram og den teknologi, vi slet ikke kan forestille os i dag.
Politisk er der nu størst interesse om det faktum, at en sådan aftale gør op med årtiers dansk tradition for ikke at tillade andre landes tropper stationeret i Danmark i fredstid. Ligesom der er fokus på, at tropperne ikke vil være underlagt dansk lovgivning, men derimod amerikansk. Og at den skal håndhæves af amerikansk militærpoliti.
Det er hverken Enhedslisten eller SF begejstrede for. SFs ordfører, Karsten Hønge, tænker også på, hvordan en sådan aftale ville se ud under en anden præsident, f.eks. præsident Trump. En valid bekymring.
Til gengæld er både De Radikale, Venstre og De Konservative positivt indstillede over for at indgå en aftale med amerikanerne. Men før en sådan aftale bliver indgået, vil regeringen skulle svare på en række spørgsmål – både praktiske, juridiske, militære og strategiske spørgsmål.
USA er tydeligvis ved strategisk at indrette sig på en ny måde, hvor Østersøen og forsvaret af de baltiske lande opprioriteres. Ligesom det amerikanske militær arbejder med fremskudte poster, der sikrer forsyninger og infrastrukturen til hurtige tilpasninger af tilstedeværelsen forskellige steder, frem for faste baser. Deres interesse i en aftale med Danmark er tydelig.
Statsministeren har før demonstreret sin hang til dansk enegang med det såkaldte vaccine-samarbejde med Østrig og Israel, selvom EU faktisk løste opgaven ganske effektivt. Nu er der lagt op til en stor re-orientering af dansk sikkerhedspolitik, hvor regeringen igen vil gå enegang uden om det organiserede samarbejde i NATO.
Det kan sagtens vise sig at være det helt rigtige at gøre. Men hvorfor uden om NATO? Det er vel rimeligt at bede om en substantiel forklaring på det spørgsmål. Og den fik vi i hvert fald ikke på ugens pressemøde.
Ugens gammeldags
Finansminister Nicolai Wammen vil gerne lokke Søren Pape Poulsen til at melde sig som statsministerkandidat. Regeringen har en tydelig taktisk interesse i bøvl og ballade i blå blok. Derfor har han skrevet et brev – et åbent brev – til den konservative formand, hvor han belærer ham om, at en statsministerkandidat skal fremlægge sin økonomiske politik. Hvilket Pape har gjort.
Selvfølgelig handler det også om konflikten om øget arbejdsudbud. Og det hele endte i en længere Twitter-krig mellem de to partiers ordførere.
Når nu finansministeren benytter så gammeldags en kommunikationsform som et brev, burde han også overveje noget så gammeldags som en fortrolig og tillidsfuld samtale med en politisk med- og modspiller, som han har brug for.
Opgaven med at skabe øget arbejdsudbud er ikke løst endnu – og da det er på hans vagt, er det hans ansvar at gøre noget ved det.
Ugens lammehale
Enhedslisten fyrede den forhenværende transportminister Benny Engelbrecht, fordi han ikke havde delagtiggjort støttepartiet i beregner, som ministeriets fagfolk ikke mente var færdige til brug. Slut med ministeren, Enhedslistens grønne profil blev pudset, og støttepartiet viste muskler.
Men efter et samråd i Folketinget torsdag lod Enhedslisten sig spise af med vindfrikadeller i sagen om de skjulte tal om plug-in-hybridbiler. En indholdsmæssig tung sag på den grønne dagsorden. Nuvel, det er nu Jeppe Bruus, der er skatteminister, frem for Morten Bødskov, men sagen er langt mere klar end den mod Benny Engelbrecht.
Man må konstatere, at Enhedslisten gik fra farlig farlig tiger til dikkende lammehale på meget kort tid. Og det gavner næppe klimaet. Det skulle da lige være samarbejdsklimaet med regeringen.
Ugens skæg og blå briller
Den seneste udvikling i FE-sagen er, at Lars Findsen nu går til landsretten for at få omgjort byrettens beslutning om at forlænge varetægtsfængslingen af ham, og imens er tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen blevet afhørt af politiet i sagen, hvor også han er sigtet.
Den tidligere minister konstaterer på Facebook, at der ikke kom noget nyt frem, og at sagen fortsat kun består af avisartikler og debatter, der er foregået i fuld offentlighed. Han afslutter med en hilsen til regeringen:
»Det er uomtvisteligt, at regeringens håndtering af sagen har skabt maksimal offentlig interesse om FEs arbejde og har skabt stor international opmærksomhed. Det er meget skadeligt.«
Hvis man vil nedlægge gamle hanelefanter, bør man huske, at deres muskelkraft langt overstiger deres behov for overlevelse.
