NB: Nederst i artiklen kan du læse, hvad Søs Marie Serup mener, haster.
Venstre holder landsmøde i weekenden, mens der forhandles om en ny regering. Meget af interessen i den forbindelse samler sig om netop Venstre, og derfor vil hver eneste ord fra partiets formand blive vejet på en guldvægt.
Skal, skal ikke. Spørgsmålet om, hvorvidt Venstre skal gå med i en S-ledet regering fylder alt i og omkring Venstre, for det står efterhånden klart, at den kongelige undersøger meget vel kan være på jagt efter en regering hen over midten med netop S og V som omdrejningspunkt.
Men det underliggende spørgsmål på Venstres landsmøde i weekenden er, hvordan skal Venstre igen blive et stort parti?
Det er meget fint at tale om, at 'det forenede Venstre' sådan set fik et fint valg. Men det er som at varme sig ved at stryge én tændstik ad gangen, for Venstre kunne netop ikke rumme både Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne. Partiet lykkedes i årevis med at gå i spagat for at holde alle inden for de to ben, men til sidst revnede bukserne og partiet.
Sandheden er også, at de tre partier næppe ville have fået et helt så godt valg, hvis de havde været samlet i ét parti.
Det er buldrende urealistisk at forestille sig, at de tre partier pludselig fusionerer frivilligt sammen igen, så nogen skal udkonkurrere andre, hvis da ikke lige de skal lære at leve i fredelig sameksistens som de syv små dværge i blå blok (hvis man tillader sig at tælle Moderaterne med). Det er heller ikke noget godt scenario. Slet ikke for Venstre.
Det bliver lige nu fremstillet som om, Jakob Ellemann-Jensen og Venstre står med valget imellem at blive den sande leder af oppositionen, eller at gå med i en regering over midten. Men intet tyder på, at det vil blive nemmere at samle blå blok i denne valgperiode.
I sidste valgperiode accepterede Ellemann rollen som det store dyr på savannen, men han var omgivet af kongeblå krybskytter. Faktisk lignede han mere et dyr i zoologisk have – omgivet af krybskytter.
Frygten er naturligvis, at det blot bliver endnu værre, hvis han går med i en regering uden de andre blå partier. Svarer det til at udlevere en bazooka til dem hver?
I weekenden vil både de delegerede på landsmødet og alle andre politiske interesserede gerne have svar på – eller hints i retning af – om Venstre kunne finde på at gå i regering med Socialdemokratiet. Det svar kan de ikke få. Men de vil helt sikker kigge i alle teblade, de kommer forbi.
Jakob Ellemann-Jensen kan dog give dem noget andet. Han kan give dem klart svar på, hvad Venstre vil opnå i den kommende valgperiode i form af konkrete politiske pejlemærker. Og man kan roligt regne med, at der vil blive taget noter i Statsministeriet, så det vil være klogt at sætte barren højt.
Han kan også dele sin analyse af, hvad der gik galt for Venstre ved valget, hvor de fik en kæberasler. Men Ellemann skal træde varsomt, for han skal arbejde sammen med de to nye partier, der engang var en del af Venstre. Og hvis han vil have deres vælgere tilbage, kan han ikke starte med at spytte dem i hovedet.
Det, Jakob Ellemann-Jensen først og fremmest har mulighed for i weekenden, er at træde i karakter. Ikke som kompromiskandidat på vej i spagat, ikke som køberen af et fallitbo, ikke som den mest oplagte vikar, men i egen ret som formand for Venstre, der udstikker kursen med autoritet.
Ugens exit
Karen Ellemann bliver ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd og forlader Folketinget kort efter at have opnået genvalg.
Hun har tidligere udtalt sig kritisk (og morsomt) om netop Nordisk Ministerråd, hvilket alle blev mindet om i denne uge. Og det udløste en større omgang kluddermutter af suppleanter i Venstre. Det var på ingen måde kønt!
Når det er sagt, så har Karen Ellemann været sat lidt på bænken i Venstre, på grund af hendes familiebånd til formanden. Andre søskende og sågar ægtefæller har ellers gennem tiden kunne have parallelle og flotte karrierer i andre partier, men Karen Ellemann har ikke fået lov at vokse til det, hun burde og kunne i Venstre.
Hun er ellers både dygtig, vellidt og en profil, som Venstre har brug for. Hendes navn føjer sig nu til listen over mistede profiler i Venstre, og den er alt for lang i forvejen.
Ugens valg
Folketinget har valgt ny formand. Venstres Søren Gade føjer sig nu ind i rækken af folketingsformænd, hvis portrætter vil pryde Christiansborg, i årtier efter de selv har forladt folkestyret.
Man kan hæfte sig ved, at Socialdemokratiet lynhurtigt og helt oppe på statsministerniveau bakkede op om Gades kandidatur. Var det den første brik i det store magtpuslespil mellem S og V, og et tegn på en kommende regeringskonstellation?
Det vil være en overfortolkning. Socialdemokratiet har af mange årsager god grund til at signalere, at de mener det med ønsket om en bred regering.
I stedet for uendelige analyser om signaler, bør man hæfte sig ved, at det er sundt for folkestyret, hvis Folketingets formand og regeringen ikke har samme farve. Sådan plejer det ikke at være, men det må godt blive en tradition.
Ugens forskrækkelse
Et missil dræbte i denne uge to polakker på polsk jord. Det sendte straks hjertet op i halsen på alle.
NATO er i forvejen dybt engageret i krigen i Ukraine, men hvis et NATO-land ligefrem blev angrebet, kunne det udløse en storkrig mellem NATO og Rusland. Heldigvis var der tale om et vildfarent missil, og heldigvis havde alle is i maven, og man undgik panikhandlinger. Verden kunne ånde lettet op.
Men det gav også rystelser på Christiansborg. Der er krig i Europa, inflation, energikrise, et velfærdssamfund i nedslidning og et arbejdsmarked, der skriger på arbejdskraft. Og ja, en kæmpe opgave med at omsætte klimamål til handling.
Det kan godt være, at de danske partier har brug for tid til at finde hinanden i en holdbar regeringskonstellation, men Danmark har brug for en funktionel regering. Snart.
