Mens danskerne er travlt optagede af bekymringer om både verdenssituationen og deres helt nære problemer med at holde varmen og ikke mindst betale for den, er tiden kommet til et valg.

Og når det inden for få dage er udskrevet, vil det være ligegyldigt, hvorfor det blev udskrevet. Det afgørende vil være, at landet kommer godt igennem det.

Grundindstillingen hos de fleste danskere står lige nu på et sted mellem bekymret og gnaven. Det er der bestemt gode grunde til. Det er en fuldkommen vanvittig valgperiode, vi snart lægger bag os. Hele valgperioden har været præget af – faktisk plaget af – udefrakommende begivenheder. I dag er ingen undtagelse.

Med statsministerens ord, løber kriserne sammen for tiden. Og der foregår allerede en intensiv udvikling af varianterne over krisetemaer: Energikrise, sikkerhedskrise, klimakrise, inflationskrise, økonomisk krise, sundhedskrise, velfærdskrise, trivselskrise. Indsæt selv flere.

Det er derfor et uomgængeligt faktum, at det kommende valg kommer til at handle om, hvem der har hvilke svar på hvilke kriser – og hvem danskerne har tillid til, kan få os sikkert igennem kriser.

Engang sagde man, at det eneste konstante, var forandring. Vi skulle alle sammen være forandringsparate. I denne tid lader den eneste konstante til at være kriserne – og vi skal allesammen være kriseparate. Vi skal omstille os, polstre os og udvise samfundssind.

Men kriserne er ret forskellige. Statsministeren har håndteret coronakrisen godt, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hun vil håndtere en økonomisk krise med samme succes.

Normalt vil man sige, at politikere er nødt til at tvinge problemer til at stille op i en slags prioriteret rækkefølge, og ofte står valget ikke nødvendigvis mellem gode og dårlige løsninger, men mellem ene dårlige løsninger. Andre gange tror vi på, at puslespillet først kan lægges, når alle brikker kan lægges på samme tid.

Et faktum er det i hvert fald, at politikerne ikke kan foretage sig noget for at afbøde én krise, uden at det skubber til en anden. Det er overordentlig svære forhold at arbejde under.

Partilederdebat i DR Koncerthusets studie 2 op til afstemningen om Danmarks forsvarsforbehold. Det Konservative Folkeparti partileder, Søren Pape Poulsen, Venstres partileder, Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen.
Partilederdebat i DR Koncerthusets studie 2 op til afstemningen om Danmarks forsvarsforbehold. Det Konservative Folkeparti partileder, Søren Pape Poulsen, Venstres partileder, Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

I denne valgkamp, vil vi blive præsenteret for mange utilstrækkelige løsninger. Dels fordi der simpelthen er grænser for politik. Det er ikke alle problemer, der kan løses med politiske tiltag. Det er heller ikke alle kriser, der kan løses i eller af Danmark alene.

Og dels fordi den politiske situation er så fragmenteret med 14 partier, at ingen hverken tør eller har råd til at præsentere de store planer, der skal på bordet for et løse tidens udfordringer. Planer, der ikke kan blive til virkelighed, medmindre alle parter er parate til at lide for det fælles bedste – det gælder også for partierne. Og efter valget venter en endnu barskere virkelighed, som partierne ikke ligefrem har travlt med at få taget hul på i en valgkamp.

Som vælger betyder det, at valgkampen vil blive både interessant og frustrerende. Interessant fordi valgkampen kommer til at handle om væsentlige spørgsmål. Frustrerende fordi den på mange måder kommer til at tale hen over hovedet på folk, ned til folk eller simpelthen sort i forhold til de udfordringer, som de fleste oplever.

Der er derfor lagt op til en valgkamp, hvor vi skal anstrenge os for ikke at blive unødvendigt vrede på hinanden. Vi er nødt til at evne at være sammen i uenigheden i en periode, for vi skal huske at passe på den demokratiske proces. Vi lever i en tid, hvor kræfter, vi ikke ønsker at styrke, vil fryde sig, hvis vi ryger så meget i totterne på hinanden, at tilliden går tabt.

Ugens kvindesag:

I radioprogrammet »Det sidste måltid« på Radio4 gav statsministeren i denne uge udtryk for, at beskyldningerne mod hende om magtfuldkommenhed i høj grad skyldes at hun er kvinde. Og lad det være sagt med det samme: Undersøgelser fra USA peger klart på, at kvinder bedømmes hårdere end mænd. Når de begår fejl, vurderes fejlene som værre, end hvis de var begået af en mand. Ligesom undersøgelserne peger på, at folk mener, at kvinder skal »straffes« hårdere end mænd for samme fejl. Jeg har ikke kendskab til lignende undersøgelser i Danmark.

Det fik Inger Støjberg til tasterne på Facebook, med en kommentar om, at Mette Frederiksen »kynisk« har nedlagt et helt erhverv, »og så kommer hun med sådan noget klynk,« og Støjberg slutter med »Hun burde tage kritikken som en mand.«

Inger Støjberg får utvivlsomt noget ud af sit udfald mod statsministeren, spørgsmålet er, om statsministeren får noget ud af sit udsagn. Det ville have haft højere troværdighed, hvis det ikke var blevet præsenteret som noget af det sidste lige før en valgkamp.

Ugens dilemma:

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen var torsdag i samråd i Folketinget for at svare på, om regeringen vil boykotte VM i fodbold i Qatar. Regeringen har endnu ikke besluttet sig, og dermed skriver denne regering sig ind i en stolt tradition for at vippe lidt fra den ene fod til den anden i den type spørgsmål.

Ministeren lægger da heller ikke skjul på, at det er et dilemma eller for den sags skyld, at hun simpelthen også venter og ser, hvad andre Europæiske lande gør. Fair nok.

Ministeren har faktisk gjort mere end sine forgængere med samme fodboldudfordringer. Allerede sidste år fik hun 21 ud af 27 EU-lande til at underskrive en erklæring, der understreger behovet for gennemsigtighed og demokrati i de internationale idrætsorganisationer, når der vælges værtslande. Det rykker ikke alverden, men det er dog et skridt fremad. Og det er grundlæggende idrætten selv, der skal tage ansvaret – ikke verdens kulturministre.

Ugens debat:

Ældre Sagen afholdt torsdag en partilederdebat om ældrepolitikken. Det er ret usædvanligt, at den interesseorganisation kan samle samtlige partiledere, men det lykkedes altså for en af Danmarks stærkeste lobbyorganisationer. Næsten. For Danmarksdemokraterne stillede som de eneste ikke med en partiformand.

Det opløftende ved debatten kom i virkeligheden før debatten, hvor Ældre Sagen selv brølede politikerne i hovedet, at den mangel på arbejdskraft, der præger ældreområdet skal løses med meget større redskaber, end de lappeløsninger politikerne foreslår, blandt andet muligheden for oprette uddannelser i udlandet, give mulighed for at au pairer kan blive ansat i ældreplejen og meget andet.

Erhvervslivet og industrien har i mange år råbt højt om behovet for udenlandsk arbejdskraft, måske vil det hjælpe, når opråbet nu kommer fra kernevelfærdens talerør.