I sin tid som statsminister har Mette Frederiksen haft to rådgivere rangerende i en klasse helt uden for kategori:
Departementschef Barbara Bertelsen og stabschef Martin Rossen.
Sidstnævnte er i dag ude og ansat på Danfoss. Spørgsmålet er, om også Bertelsen lever på lånt tid – presset af sin store iver for at styre helt ned i detaljen og strø om sig med hurtige sms'er.
Det er i hvert fald, hvad helt centrale regeringskilder taler om mand og mand imellem, erfarer jeg.
Om Bertelsens og Rossens kolossale indflydelse på statsministeren kan der ikke herske tvivl.
Hvor andre ministre eller embedsmænd kan have store problemer med at trænge igennem, har de to haft absolut særstatus som dem, den ellers temmelig enerådige Frederiksen altid lytter til.
Kilder med nært kendskab til beslutningsvejene i regeringen bekræfter, at Mette Frederiksen i sin tid som statsminister ikke har gjort ret meget, uden at enten Rossen, Bertelsen eller dem begge har været inde over de definerende beslutninger gennem hendes statsministertid.
Det være sig afvisningen af at hjælpe danske børn i Syrien, Arne-udspillet, minkaflivning og selvfølgelig mere generelt hele coronahåndteringen gennem det seneste år.
Så meget desto mere bemærkelsesværdig var ét forhold ved den såkaldte Grønnegaard-rapport om nedlukningen af Danmark sidste forår – en rapport, der udkom for et par uger siden.
For hvor pokker var Martin Rossen?
Ikke med bare ét ord var han nævnt i den næsten 600 sider lange rapport.
Mystisk. Meget mystisk.
Det kan selvfølgelig skyldes, at Martin Rossen overhovedet ikke blev taget med på råd i de helt afgørende martsdage. Glem det. Selvfølgelig rådførte Mette Frederiksen i en så afgørende sag sig med sin stabschef og politisk fortrolige gennem mere end ti år, og det var først i august, at Rossen flyttede til Danfoss.
Forklaringen på fraværet af Rossen i rapporten har da formentlig også en helt anden og mere banal årsag. Nemlig den, at Grønnegaard for at afgrænse arbejdet valgte ikke at medtage sms-kommunikation.
Det kunne være, hvad det være ville, hvis Rossen kommunikerede som de fleste andre – med mail. Men det er ikke tilfældet. Martin Rossen er kendt – berygtet – som manden, der altid sendte sine ordrer afsted med sms.
Her har Bertelsen og Rossen en fælles tilbøjelighed. Også departementschefen fyrer tekstbeskeder af i en lind strøm. Impulsivt og ofte på meget skæve tidspunkter.
Bertelsen er kendt som en utålmodig detaljerytter. Hun går ikke af vejen for at stresse myndigheder, hvis noget går for langsomt efter hendes smag. Det kan flere myndigheder tale med om, blandt andet politiet, der har haft fornøjelsen af departementschefens mikromanagement i helt konkrete sager.
Grønnegaard-rapporten dokumenterer, hvordan Bertelsen var meget aktiv i dagene op til den 11. marts og bombarderede kolleger med mail. De fleste vil i dag sige, at Bertelsens iver var velbegrundet.
Men hvad med hendes rolle i det, der er blevet Mette Frederiksens helt store akilleshæl, sagen om den ulovlige aflivning af mink. En disposition, der senere udløste en gigantregning til skatteyderne på næsten 19 milliarder kroner. Hvor stor en del af ansvaret har hun dér?
Inden længe går den såkaldte Granskningskommission i gang med at kulegrave de nærmere omstændigheder.
Statsministeren kan muligvis klare frisag. Om ikke andet, fordi der sandsynligvis ikke ligger så meget på skrift fra hende.
Men internt i regeringen begynder flere at tvivle på, om Barbara Bertelsen også vil kunne klare skærene. Som en minister, jeg har talt med, udtrykker det:
»Hun får problemer.«
Den pågældende minister henviser til, hvordan Bertelsen var nærmest manisk optaget af, at minkaflivningen skulle ske hurtigt. Samt til, at hun luftede sin utålmodighed over for flere myndigheder – også på et tidspunkt, da det stod klart, at der ikke var tilstrækkelig lovhjemmel.
Ifølge kilder er en stor del af denne kommunikation sket pr. sms.
Og her vil Barbara Bertelsen ikke – som Rossen – blive reddet på målstregen. For til forskel fra Grønnegaard-undersøgelsen vil mink-kommissionen også endevende de mange sms'er. Alt andet vil skrige til himlen.
Dermed kan Barbara Bertelsen komme i problemer. Ultimativt kan det betyde, at Mette Frederiksen må sige farvel til den sidste af sine to allernærmeste rådgivere.
