Hvad skal vi mene om Michael Jackson? Hvad skal vi tro efter dokumentaren 'Leaving Neverland', som i en sober tone og ned i de mest knusende detaljer beskriver hans misbrug af børn?

Grufulde overgreb og efterfølgende hemmelighedskræmmeri. Man kan stå tilbage med spørgsmålet: Hvorfor lod forældrene deres børn overnatte hos Jackson?

Men her skal man ikke undervurdere, hvor meget berømmelse og magt kan blænde os, så vi ikke er i stand til at bruge den sunde fornuft.

Jeg har altid været kæmpe Michael Jackson-fan. Og mine børn med. Jeg har været til to af hans koncerter, har de fleste af hans albums, ja, selv dvd’er med musikvideoer. Lige nu kan jeg så ikke engang holde ud at høre noget af det.

I England har man besluttet ikke længere at spille Michael Jackson i radioen. Så langt synes jeg ikke, vi skal gå, for manden er ikke dømt, men diskussionen om, hvorvidt man kan adskille kunst fra kunstner, optager mig vildt.

Vi kan ikke begynde at udelukke fortællinger, kultur eller opfindelser, fordi vi vil rense verdenshistorien for smuds. Forestil jer, at man fandt ud af, at Gustave Eiffel havde voldtaget kvinder. Ville man så lukke Eiffeltårnet? Eller måske pille det ned?

Eller hvad med Thomas Edison, der i sine forsøg med vekselstrøm bl.a. aflivede en elefant … og derigennem opfandt den elektriske stol. Skulle vi af respekt for hans ofre slukke alle glødepærer? Eller hvad med den bakteriolog, der opfandt penicillin – havde han en ren straffeattest?

Hvis vi skal til at kigge på, hvem der har stået bag … altså, lige fra producent til pengemand til kunstner, så bliver det svært at vælge og vrage, hvis vi samtidig skal sikre os, at de er rene og uskyldige hele vejen rundt.

Jeg bemærker, at der er nogle bloggere, som agiterer for, at vi som forbrugere skal tage stilling til, hvilke kunstnere vi vil støtte økonomisk. Det, synes jeg, er en kynisk betragtning. For når det gælder kunst, så håber jeg virkelig ikke, man slår det økonomiske sanseapparat til. Kunst handler om følelser. Netop dér er det måske relevant at mærke efter en ekstra gang.

Har du ikke selv noget forhold til Jackson og hans musik eller den omtalte dokumentar, så stil dig selv et andet spørgsmål: Hvis det nu var Peter Lundin, der er dømt for at have parteret en mor og hendes to små børn, som inden sin forbrydelse havde været popstjerne med et verdenshit – hvordan ville du så have det, når han sang 'I’m bad' eller 'Heal the world'? Jeg tror, du ville finde det anstrengende. Men enhver må gøre op med sig selv, om han eller hun vil skrue ned, når Jackson er i radioen.

Fans vil kvie sig – uden tvivl. Manden er som nævnt ikke dømt, og da han er død, kan han heller ikke forsvare sig, men come on, vi kan heller ikke påstå, at anklagerne kommer som et kæmpe chok.

Der har været mange beskyldninger, som aldrig rigtig er blevet prøvet af ved retten. Igen skal vi ikke underkende den vaklende dømmekraft hos mennesker, der først er blevet ødelagt psykisk, og som så får valget mellem at tage imod en gylden hold kæft-check eller at køre en retssag, der dels kan ruinere dem og dels bringe dem i livsfare. For Michael Jackson har en stærk fanskare. Selv nu – 10 år efter sin død – har han stadig 22 millioner månedlige lyttere på Spotify.

Michael Jackson i 2009. Vis mere

Den her sag kalder ikke på blacklisting. Den kalder på efterrationale: Burde vi tidligere have lyttet til de mange ofre, der forsøgte at råbe op?

Men det er nemt at være bagklog. Spørgsmålet er: Hvad gør vi nu? Jeg kender en danseskole, der har afdansningsbal lige om lidt. I et halvt år har de øvet på et kæmpe Michael Jackson-nummer – en halv times parade over hans hits med et hav en specialsyede kostumer til de mange børn. Det kan de jo ikke aflyse nu, de stakler.

Mit eget yndlingsnummer fra Michael Jackson er 'P.Y.T.' , som står for Pretty Young Thing. Hvor upassende er det ikke? Skal jeg aldrig mere høre det? Det ville være trist, for det er så godt. Men det roder godt nok inde i knolden på mig.

Det er for alvor denne gang. Og svært bare at sige: 'Nå, ja, PYT!'.