Statsminister Mette Frederiksen har haft hold i magten med en jernnæve, siden hun satte sig i Statsministeriet.

Med strategisk snilde i forhold til at centralisere magten omkring sig selv – og udpræget dygtighed udi at bruge den – har hun på trods af situationen som et-partis- og mindretalsregering kørt butikken imponerende alene.

Siden begyndelsen af Mette Frederiksens regeringsperiode har oppositionen været vakkelvorn med ledelsesudfordringer i både Venstre og Dansk Folkeparti og interne forskydninger af vælgere, partierne imellem.

Støttepartierne har været bovlamme og har ladet Socialdemokraterne gøre mere eller mindre, som de havde lyst til.

Nok har der været raslet spagt med en sabel i ny og næ, men ikke med fagter, der har kunnet slå fluer ud af kurs.

Man kan naturligvis ikke klandre Mette Frederiksen og regeringen for at udøve al den magt, de kan slippe afsted med. Politik går jo trods alt ud på at kæmpe så meget af sin vilje igennem som muligt.

Men nu vokser træerne ikke længere direkte ind i himlen for Frederiksen, der har fået det, vi på godt nydansk kunne kalde et tiltrængt wakeupcall.

I de seneste uger er hun således flere gange blevet tvunget til kovendinger i et omfang, så faren for at blive rundtosset er overhængende.

Først ville Frederiksen ikke love, at vi kunne smide ansigtsmasker og coronapas, selv efter alle var blevet vaccineret, men det blev hun pludselig nødt til, da partierne bag genåbningsplanen tirsdag i sidste uge blevet enige om netop dét.

Man måtte på samme måde forstå, at det var totalt udelukket, at mødrene fra lejrene i Syrien skulle vende tilbage til Danmark, indtil regeringen blev nødt til at komme egne støttepartier i møde ved at åbne for netop dét.

Tirsdag kom turen så til at vende om på hælen i forhold til det udrejsecenter for 130 kriminelle asylansøgere, som regeringen ønskede at placere på Langeland.

»Jeg kan konstatere, at der i denne sag er flertal i Folketinget imod regeringens planer,« lød det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, der fortsatte: »Og derfor dropper vi planerne.«

Hvad ejendommen, der er erhvervet for 13,5 millioner skattekroner, nu skal bruges til, er uvist.

Uanset hvad man måtte mene om coronapas, placeringer af asylcentre eller hjemtagelse af danske statsborgere fra syriske lejre, er det forfriskende, at Frederiksen møder ægte parlamentarisk modstand.

Vi har brug for en kritisk opposition til at holde regeringen i ørerne og udøve parlamentarisk kontrol, og vi har brug for støttepartier, der tager sig betalt for støtten.

Begge dele er nemlig udtryk for dynamikken i et sundt og naturligt folkestyre.

Det er ikke kun samfundet som helhed, der har brug for normalisering 'efter corona' – det er har det politiske arbejde på Christiansborg også.

Begge steder er den tilsyneladende – og heldigvis – på vej.