Tennisspiller Holger Rune leverede en fantastisk præstation ved årets French Open, hvor han kom helt til kvartfinalen, inden han røg ud til norske Casper Ruud.
Hans evner med en ketsjer tiltrak sig naturligvis stor opmærksomhed, for det er længe siden, at vi har set den slags spil – i hvert tilfælde, når det gælder herresinglen.
Caroline Wozniacki er naturligvis en historie for sig.
Men Holger Rune tiltrak sig også en del opmærksomhed på sin kantede facon.
Særligt én episode, hvor han råbte: »Forlad! Forlad« – måske, måske ikke efter sin mor på tilskuerrækkerne – blev en interessant historie fra turneringen.
Med sit temperament og ortodokse sind er Holger Rune en person, der stikker ud og også af den grund – altså foruden de sportslige evner – er interessant at følge.
Både fra Holger Runes banemand på gruset og fra andre kanter er der efterfølgende blevet langet ud efter Runes ‘umodne’ optræden.
Men hvad nu, hvis temperamentet også er med til at gøre ham til den verdensklassespiller, han lige har vist, at han er?
Musiker Simon Kvamm stillede et godt spørgsmål på det sociale medie Twitter:
»Hvorfor egentlig så meget (kommentator)hate mod Holger Runes vrede og følelser og moderopgør? Hvorfor er det egentlig så beundringsværdigt at bevare roen og være så udtryksløs som en myseost? Hvad er det egentlig for et mandeideal?«
Det er klart, at Holger Rune betræder en fin linje, som han muligvis skal have hjælp til at holde sig på, når hans stjernestatus efter alt at dømme blot vil stige og stige.
Det er således uacceptabelt, når han råber homofobiske eller andre nedladende eder efter sin modstander, som det var tilfældet ved challengerturneringen i Biella i Italien sidste år, hvor den grænseoverskridende opførsel blev fanget på kamera.
Den opførsel gik ikke dengang, og den går slet ikke nu, hvor Holger Rune er blevet katapulteret frem på verdensscenen med det ansvar som forbillede for unge tennisspillere, han mere end nogensinde tidligere er blevet. Om han ønsker at være det eller ej.
Det skal dog nævnes, at Holger Rune efterfølgende beklagede sin opførsel.
Men det betyder ikke, at der ikke fortsat kan være plads til både kanter og temperament. I den offentlige menings iver for at glatte ud og trykke på plads, bør vi huske på, at mange store sportspersonligheder bare ikke ER, som vi danskere er flest.
De formår at hæve sig over sumpen af leverpostej, netop fordi de er specielle. Og måske også har specielle forældre, der har pacet, presset og krævet mere, end mange af tidens curlingforældre har for vane.
Det skal vi huske at sætte pris på, næste gang vi jubler over en perfekt baghånd fra Rune.
