Det gik formentlig de færreste næser forbi, da Dennis Knudsen i sommeren 2023 gik amok ved Molslinjen.
Og i en ny bogserie i tre bind vil Dennis Knudsen blandt andet komme ind på det optrin, der senere skulle give ham en dom på 40 dages betinget fængsel ved Retten i Aarhus.
Men nysgerrige læsere skal vente helt til bog nummer tre for at nå til det famøse kapitel af kendisfrisørens liv.
I en pressemeddelelse fra Buster Nordic afslører forlaget deres planer for en trilogi om og med Dennis Knudsen.
Serien hedder 'Jeg ER bumstærk', og den første bog udkommer lige til julehandlen i 2025.
Med titlen 'Stærkere end nogensinde' skal læserne i seriens første bind inviteres ind i Knudsens vej til at blive far.
Dernæst står den på 'Fars kærlighed – og det ubærlige tab', hvor Dennis Knudsen vil åbne op om den tid, hvor han mistede sin datter Naomi, der døde kun halvanden måned gammel af vuggedød.
Og til sidst når de tålmodige læsere til optrinet ved Molslinjen. Titlen på det tredje og sidste bind i serien har passende fået titlen 'Brydningspunktet ved Molslinjen.
Ifølge pressemeddelelsen er den tredje bog ikke kun historien om et sammenbrud – men også om »et comeback«.